Serier
0

Først blev varmeregningen for stor - nu mistænkes Verdo for ulovligt at have plukket sine vandkunder for millioner

Randers Kommune har i halvandet år afvist at godkende Verdos vandpriser, fordi kommunen vurderer, at kunderne bliver overfaktureret ulovligt.

I kundernes tjeneste
Verdo kom i voldsom modvind, da Finans i april afslørede, hvordan selskabet har overfaktureret sine varmekunder for flere hundrede mio. kr. Nu mener Randers Kommune, at noget lignende kan være sket for vandkunderne i Randers. Foto: Brian Karmark

Mens energikoncernen Verdo er i modvind for bl.a. at have overfaktureret sine varmekunder for millioner af kroner, er Randers Kommune i fuld gang med at undersøge en mistanke om, at noget tilsvarende er sket over for virksomhedens 46.000 vandkunder.

Det fremgår af et omfattende materiale, som Finans har fået aktindsigt i.

Ifølge materialet gik Verdo i 2015 med til at betale godt 22 mio. kr. tilbage til kunderne, der ifølge kommunen havde betalt for høje vandpriser i perioden 2008-2015.

Overprisen var bl.a. et resultat af en selskabsmanøvre i 2008, som ifølge advokatfirmaet Horten betød, at Verdo solgte vandforsyningen i det gamle Verdo Vand til sit eget nystiftede datterselskab til en opskruet pris.

Randers har pudset Horten og revisionsfirmaet Beierholm på sagen, og i april sendte kommunen Verdo et høringsbrev, der konkluderer, at virksomheden stik imod aftalen ikke har betalt pengene tilbage til kunderne. Tværtimod er den ifølge kommunens opfattelse fortsat med at overfakturere i strid med loven.

Vandselskaber er underlagt et såkaldt hvile i sig selv-princip, hvilket betyder, at de ikke må opkræve mere hos kunderne, end hvad der er nødvendigt for at drive og vedligeholde vandforsyningen.

Alligevel har Verdo Vand siden etableringen i 2000 haft millionoverskud hvert eneste år, og de sidste 10 år løber overskuddene op i samlet 41,5 mio. kr.

Verdo afviser beskyldningerne og forklarer overskuddene med, at vandselskaber har fået lov at indregne afskrivninger på drikkevandsledninger i vandprisen. I en skriftlig udtalelse siger konstitueret direktør Morten Birch:

»Hos Verdo forstår vi godt, at det kan være svært at gennemskue prissætning og regnskaber. Selvom reglerne er klare, så er selve udregningen af vandprisen kompliceret. Vi stiller vores fulde ekspertise til rådighed for myndighederne og de uvildige rådgivere.«

Hidtil har Verdos redegørelser i sagen blot udløst nye spørgsmål, og ifølge direktør for udvikling, miljø og teknik i Randers Kommune Jens Lyngborg Heslop skal parterne drøfte sagen på et møde igen i næste uge.

»Det er vigtigt både for Verdo og for Randers, at vi får grundige svar, så vi kan få fuld klarhed om taksterne. Så betyder det mindre, om der går to uger eller to måneder,« siger kommunaldirektøren.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også