Erhverv
0

Dansk undertøjskæde klædt af - underskud for 11. år i træk

En kedelig tendens klæber sig til undertøjsfirmaet Femilet.

Lingeri til kvinder er ikke en god forretning for Femilet, der har hovedsæde i Ikast. Foto: Femilet

Millionerne fosser fortsat ud af det kendte undertøjsfirma Femilet, der har hovedsæde i Ikast.

For 11. år i træk er Femilet kommet ud med underskud, viser et nyt årsregnskab for 2018. Denne gang har selskabet tabt 5,3 mio. kr. - og udsigterne for i år ser heller ikke gode ud.

»Selskabet forventer et resultat i 2019 på samme niveau som i 2018,« fremgår det af ledelsesberetningen i regnskabet.

Femilet har siden 2010 været ejet af den franske undertøjsproducent Groupe Chantalle. Den franske ejer satte med det samme gang i en omfattende turnaround, som altså fortsat er en bekostelig affære.

Det nye millionunderskud er »utilfredsstillende,« skriver ledelsen i regnskabet.

»2018 var endnu et år på et marked, der er under pres,« lyder konklusionen.

Femilet har eksisteret siden 1923 og designer og sælger lingeri, undertøj, badetøj samt nattøj til kvinder. Det sker både herhjemme og i udlandet gennem egne konceptbutikker, stormagasiner og specialhandlen.

Ejeren, Group Chantalle, har tidligere måttet tilføre millioner i frisk kapital for at sikre driften. Det skete også i 2018, hvor Femilet fik tilført 19,3 mio. kr.

»Selskabets aktionær fortsætter med at bakke op om og yde finansiel støtte til selskabet for at sikre et langsigtet finansielt grundlag for driften,« lyder det i regnskabet.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også