Erhverv
0

Vil du leje nyt tøj hver måned? Modegigant satser på det

Den amerikanske modegigant Urban Outfitters lancerer en service, hvor kunderne kan leje seks stykker tøj hver måned.

Urban Outfitters regner med, at kunderne gerne vil leje deres tøj i stedet for at købe det. Foto: Coke Whitworth/AP

Urban Outfitters vil forsøge at booste indtjeningen ved at lade folk leje tøj i stedet for kun at kunne købe det. Dermed hopper den amerikanske modegigant med på en af de hurtigstvoksende trends i modeindustrien, skriver Wall Street Journal.

Det skal gøres med den nye service Nuuly, hvor amerikanske kunder med et abonnement på 88 dollars - eller 589 kr. - kan vælge seks stykker nyt tøj og få tilsendt det hver måned.

Den stigende online shopping har de seneste år presset fysiske detailhandler og modehuse, som forsøger at kæmpe sig ind på internettet, som giganter som Amazon, Asos og Zalando har vundet sig faste pladser på.

Markedet for leje af tøj på abonnement er stigende og høster fordel af, at kulturen på sociale medier som Instagram får mange til gerne at ville vise nyt tøj frem på hver statusopdatering. Håbet er, at Nuuly undgår at kannibalisere på salget i Urban Outfitters’ fysiske forretninger.

Kunderne hos Nuuly får tilsendt det i en portofri pakke og skal aflevere de seks stykker ved udgangen af måneden for at få seks nyvaskede stykker tøj. Tøjet kan også købes. Om servicen bliver tilgængelig i Danmark er uvist.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også