Erhverv
0

Tobaksbranche vender tomlen ned til forslag: En krænkelse

Venstre melder sig klar til at forbyde cigaretpakker at bære logoer. En krænkelse, lyder det fra branchen.

Det er en krænkelse af tobaksvirksomhedernes varemærkerettigheder, hvis cigaretpakker skal være neutrale uden logoer.

Det mener Tine Marie Andersen, der er administrerende direktør for tobaksvirksomhedernes brancheorganisation, Tobaksproducenterne.

- Vi bliver krænket af, at staten vil gå ind og bestemme, hvordan indpakningen skal se ud på vores produkter. Jeg er sikker på, at hvis man sagde det samme til Carlsberg eller McDonald's, ville de også sige "hov, klap lige hesten".

- Det er yderst indgribende over for virksomhederne. Man krænker både vores varemærkerettigheder, men også vores kommercielle ytringsfrihed, så jeg er forundret over, at Venstre som et liberalt parti foreslår den slags ting, siger hun.

Venstre har indtil nu ikke været tilhænger af, at cigaretpakker skulle være neutrale i modsætning til de røde partier, herunder Socialdemokratiet.

Nu har partiet dog vendt skråen, og dermed er der bred opbakning i Folketinget til forslaget om, at cigaretpakkerne ikke må bære firmaernes logoer.

I januar kom det frem, at der for første gang i 20 år var sket en stigning i andelen af danskere, der ryger. Det viste den årlige undersøgelse af rygevaner, som blandt andet Sundhedsstyrelsen står bag.

Andelen af ryger, var i 2016 på 21,1 procent af befolkningen, men sidste år steg andelen til 23,1 procent.

Det svarer til en stigning på 9,5 procent på to år.

Det du behøver at vide!
Modtag nyhedsbrevet Briefing og få hurtigt og nemt overblik over dagens væsentligste nyheder fra erhvervslivet – håndplukket af vores redaktion.
BRANCHENYT
Læs også