Erhverv
0

Aldi har kæmpe underskud i Danmark, men åbner flere butikker

Discountkoncernen Aldi taber styrtende med penge i Danmark, men forbereder åbning af flere butikker

Aldi's 180 butikker i Danmark har i 2018 haft et samlet underskud på 381 mio. kr. Underskuddet er det ottende på stribe og det hidtil største.
 Foto: Casper Dalhoff.

Pengene fosser ud af de danske Aldi-butikker. Aldi Danmark har netop offentliggjort et 2018-regnskab, der er præget af vigende omsætning og et underskud på 381 mio. kr.

Dermed fortsætter discountkoncernen med at trække et blodrødt spor efter sig på det danske marked, som i årtier har voldt det tyskejede selskab store kvaler.

I løbet af de seneste otte regnskabår løber tabene i Aldi Danmark op i næsten 1,9 mia. kr., og underskuddet i 2018 er det hidtil største i den lange række af minusser.

Moderselskabet Aldi Nord har flere gange været nødt til at pumpe frisk kapital ind i det danske datterselskab, som for nylig fik tilført yderligere 300 mio. kr.

»Resultatet er ikke tilfredsstillende, men det er en lang og omfattende rejse, som vi er i gang med, så det kommer ikke som en overraskelse,« fastslår adm. direktør for Aldi Danmark, Finn Tang, i en pressemeddelelse.

Han henviser til, at Aldi i 2018 har investeret i et nyt butikskoncept og en modernisering af samtlige butikker.

»En forandringsproces i den størrelse koster penge, og vi forventer heller ikke, at transformationen vender udviklingen lige foreløbig,« siger Finn Tang.

Det var ventet, at Aldi i 2018 ville få endnu et underskud, men selskabet erkender i pressemeddelelsen, at »underskuddet er større end ventet.«

Intet tyder dog på, at det tyske moderselskab er ved at kaste håndklædet i ringen i Danmark. Tværtimod investeres der massivt i de danske butikker, og selskabet har for nylig lanceret sin første tv-kampagne nogensinde i Danmark.

Efter et større antal butikslukninger i 2017 lægger Aldi nu også op til ekspansion på det danske marked.

»Der er en hård konkurrence på det danske marked, hvor mange kæder kæmper om de samme kunder. Men vi er rustet til den kamp, og vi er allerede begyndt at søge efter ejendomme til nye butikker. Vi står med en stærk strategi, der i løbet af de kommende år leverer et langt bredere kvalitetssortiment. Jeg er sikker på, at vi over de næste år vil opleve en kundetilstrømning, men det tager tid,« erkender Finn Tang.

Aldi har 180 butikker og omkring 2.600 medarbejdere i Danmark, hvor selskabets omsætning i 2018 faldt 158 mio. kr. til 3,67 mia. kr. Moderselskabet Aldi Nord Gruppen er en af Europas største discountkæder, med mere end 5000 supermarkeder i Spanien, Portugal, Frankrig, Belgien, Holland, Luxembourg, Polen, Danmark og Tyskland.

BRANCHENYT
Læs også