Erhverv

Karsten Ree færdig med at drive golfklub

Ree Golfklub bliver nu drevet af en frivillig forening frem for af Karsten Rees koncern.

Karsten Ree var medejer af Proark-golfkoncernen, som gik konkurs i 2012. Nu har han afgivet golfaktiviteterne i sin egen golfklub. Foto: Gregers Tycho

For omkring 10 år siden købte erhvervsmanden og milliardæren Karsten Ree sit eget golfanlæg i Helsinge og døbte det til Ree Golfklub.

Siden har der dog ikke været mange penge i at drive golfklub for Karsten Ree. Faktisk er det blevet til lutter underskud og et samlet tab på mere end 25 mio. kr. siden overtagelsen i 2008.

Nu er det dog blevet nok for Karsten Ree, som har valgt at overdrage golfaktiviteterne til en frivillig forening drevet af Ree Golfklubs medlemmer.

»Vi kigger på, hvor vi som organisation skal lægge vores ressourcer. Golf er ikke længere et fokusområde for os, og vi vil bruge vores tid på det, der giver mest mening. Når andre kan gøre det bedre end os og få mere ud af at drive Ree Golfklub, er det den bedste løsning for alle,« siger René Eghammer, der er finansdirektør i Karsten Rees holdingselskaber.

Karsten Ree ejer fortsat den jord, hvor Ree Golfklub ligger. Den nye forening lejer så golfanlægget af erhvervsmanden.

»Det er en model, man ser i rigtigt mange danske golfklubber. Det er foreningens opgave at hyre personale til at pleje golfbanen og indkræve kontingenter,« siger René Eghammer.

Senest kom selskabet Ree Golf A/S ud af 2018 med et underskud efter skat på knap 2 mio. kr.

René Eghammer forventer, at den nye måde at drive golfklubben vil resultere i bedre resultater, omend de nok ikke bliver positive foreløbigt.

Da Karsten Ree købte golfklubben, blev han interviewet af Børsen om projektet. Dengang indrømmede han, at han aldrig selv var kommet forbi banens syvende hul.

»Så gider jeg ikke gå længere, lige som jeg er ved den mest spændende del af banen, så trækker restauranten og en lille pils og en kop kaffe altså mere end at gå de sidste elleve huller,« sagde Karsten Ree.

Han var i øvrigt en del af ejerkredsen i golfkoncernen Proark, der gik konkurs i 2012. Proark var Danmarks største af sin slags og drev 12 golfklubber med i alt 10.000 medlemmer.

Ree Golf A/S er datterselskab til selskabet Karsten Ree Holding B ApS, der kom ud af 2018 med et underskud på 216,4 mio. kr. Året forinden var overskuddet på næsten 800 mio. kr. i holdingselskabet.

BRANCHENYT
Læs også