Erhverv

Velhavers benzinkæde i nyt millionoverskud

Benzinkæden Go'on åbner tæt på to tankstationer hver måned i Danmark.

Go'on var til at begynde med en benzinkæde for mindre bysamfund. Men de seneste år har kæden nærmet sig de større byer. Foto: Go'on

Fakta-stifteren Søren Hanssens benzinkæde Go'on er efter en mager begyndelse nu blevet en millionsucces.

For efter underskud i de første seks regnskabsår har tonen de seneste år været en helt anden. I 2018 blev det således til et overskud efter skat på 10,4 mio. kr.

Selvom resultatet er en anelse under det forventede grundet et markant fald i olieprisen i fjerde kvartal af 2018, er overskuddet tilfredsstillende. Det fortæller Mick Kjær, adm. direktør i Go'on.

Han kan desuden fortælle, at Go'on i 2019 vil fortsætte med at åbne tankstationer i et højt tempo.

»Vi åbner gennemsnitligt mellem én og to tankstationer hver måned. Vi åbner de steder, hvor de andre benzinkæder ikke er. Men vi er begyndt at nærme os de større byer,« siger Mick Kjær.

I slutningen af 2018 havde Go'on 140 stationer landet over. Når 2019 er ovre, er forventningen 155 stationer for benzinkæden.

De seneste fire år har der været overskud i Go'on. Samlet beløber periodens indtjening sig til knap 30 mio. kr. Det kan naturligt kaste interesse af sig fra de større spillere på benzinmarkedet.

»Vi opsøger ikke selv aktivt et salg af Go'on. Men der er gang i en konsolidering i branchen. Om vi bliver en del af den, må fremtiden vise. Vores ejer er ikke tvunget til at sælge. Især ikke når man ser på indtjeningen,« siger Mick Kjær.

Ejeren Søren Hanssen og hans familie opbyggede i sin tid en formue på at grundlægge kæderne Fakta og Big Store, som familien senere solgte til Coop.

I dag ejer familien også en række ejendomme, ligesom den i 2018 solgte en større aktiepost i modekoncernen IC Group. Salget af aktieposten indbragte et trecifret millionbeløb til familien Hanssen.

Go'on blev etableret i 2009. Den har år efter år bredt sig på det danske landkort med simple, ubemandede tankanlæg. Først primært i mindre bysamfund, men nu også i og omkring de større byer.

Hele benzinkæden styres af kun 15 ansatte, der skal forsøge at skabe profit i et hårdt marked med små marginer og store konkurrenter.

BRANCHENYT
Læs også