Erhverv
0

Grønland køber SAS og den danske stat ud af Air Greenland

Den grønlandske stat overtager Air Greenland, efter at SAS og den danske stat har solgt deres andele.

Foto: Thomas Borberg.

Både SAS og den danske stat har solgt deres ejerandele i luftfartsselskabet Air Greenland til den grønlandske stat.

Det oplyser det grønlandske landsstyre, Naalakkersuisut, i en pressemeddelelse.

Air Greenland er dermed nu udelukkende ejet af den grønlandske stat. SAS har i over 50 år været en del af ejerkredsen også.

Hidtil har SAS siddet på 37,5 procent af ejerskabet i Air Greenland. Den andel sælger SAS for 277 millioner kroner kontant.

- Handelsprisen er lidt over den bogførte værdi (af ejerandelen, red.), hvilket resulterer i en gevinst for SAS, skriver SAS i en meddelelse.

Den danske stat har ejet de sidste 25 procent af selskabet, som den grønlandske stat nu altså også overtager.

- Der er fundet en model for aktiernes overgang til selvstyret, hvor finansieringen løses ved udbyttebetaling fra Air Greenland, skriver Naalakkersuisut i meddelelsen.

Den grønlandske regering takker begge de tidligere medejere for mange års samarbejde.

Man understreger, at overtagelsen sker på en økonomisk ansvarlig måde, hvilket er afgørende i forbindelse med udvidelsen af de grønlandske lufthavne i Nuuk og Ilulissat, som efter planen er færdig i 2023, skriver landsstyret.

- Naalakkersuisut ønsker alle i Air Greenland en god arbejdslyst og Air Greenland ønskes god vind under vingerne, afsluttes meddelelsen fra Naalakkersuisut.

Udover at være et luftfartsselskab med fokus på Grønland har Air Greenland et hotel, Hotel Arctic, og et rejsebureau, Grønlands Rejsebureau.

BRANCHENYT
Læs også