Erhverv
0

Anklageskriftet mod Britta Nielsen afslører nye detaljer

Svindeltiltalte Britta Nielsen risikerer lang fængselsstraf, viser anklageskrift i sag om groft bedrageri, embedsmisbrug og dokumentfalsk.

Britta Nielsen blev anholdt i Sydafrika. Foto: PHILL MAGAKOE/Ritzau Scanpix

Den store sag om millionsvindel i Socialstyrelsen nærmer sig med hastige skridt en retssag.

I anklageskriftet mod Anna Britta Troelsgaard Nielsen, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i, fremgår det, at hun vil blive retsforfulgt for groft bedrageri, embedsmisbrug og dokumentfalsk.

I alt skal Britta Nielsen ifølge anklageskriftet have svindlet sig til knap 117 mio. kr., mens hun var ansat i Socialstyrelsen. Pengene skulle være gået til samfundets allersvageste via de såkaldte satspuljemidler.

Anklagemyndigheden går efter en ualmindelig hård straf til Britta Nielsen. Man vil nemlig benytte paragraf 88 i straffeloven, som i særligt grove tilfælde kan hæve straffen med 50 pct. Paragraffen kan komme i spil, hvis en tiltalt har begået flere forskellige lovovertrædelser under særdeles skærpende omstændigheder. Dermed risikerer Britta Nielsen 12 års fængsel.

Svindlen skal have foregået i hvert fald siden 1993, fremgår det. Britta Nielsen havde, da sagen kom frem i efteråret 2018, været ansat i Socialstyrelsen siden 1977, men på et pressemøde tidligere i år fortalte Børne- og Socialminister Mai Mercado (K), at det ikke har været teknisk muligt at undersøge eventuelle overførsler fra før 1993.

Over 300 overførsler til sig selv

I anklageskriftet dokumenteres en lang række overførsler fra Socialstyrelsen til konti i Danske Bank.

Den mindste overførsel er 25.453,42 kr., mens den største overførsel var på 3.783.333 kr.

Svindlen var ifølge anklageskriftet mest massiv i 2010, hvor 15,4 mio. kr. gik fra Socialstyrelsen til Britta Nielsen.

Kilde: Anklagemyndigheden

Det fremgår af anklageskriftet, at SØIK, også kendt som bagmandspolitiet, har i sinde at konfiskere en række værdier fundet hos Britta Nielsen og hendes familie. Herunder flere dyre biler.

En af dem, en Range Rover Sport, kræves konfiskeret fra en mand, som ikke tidligere er nævnt i sagen. En Mercedes c220 kræves konfiskeret hos Britta Nielsens ene datter Nadia Samina Hayat, og en Audi A4 tilhørende den anden datter, Karina Jamilla Hayat, kræves også inddraget.

SØIK har desuden fundet pengesummer af på diverse konti tilhørende det samme persongalleri. Summerne beløber sig i flere tilfælde til over 100.000 kr.

SØIK forsøger fortsat at finde og konfiskere ca. 113 mio. kr. Det sagde statsadvokat Morten Niels Jakobsen, chef for SØIK, i anklagemyndighedens pressemeddelelse fra i sidste uge.

Risiko for stort tab

»Vi leder meget bredt efter pengene og værdier, herunder indestående på konti, biler og fast ejendom, i både Danmark og udlandet, og vi har fundet en del, som vi mener er omfattet af konfiskationskravet. Om samfundet nogensinde får alle pengene tilbage, kan jeg desværre ikke love, men vi gør alt, hvad der står i vores magt for, at så mange penge som overhovedet muligt kommer retur til statskassen,« sagde Morten Niels Jakobsen.

Det har tidligere været fremme, at Britta Nielsen i 2016 tilbageførte 3,8 millioner kroner til Socialstyrelsen. Det er primært derfor, at SØIK leder efter 113 mio. kr. og altså ikke det fulde beløb på 117 mio. kr.

Forfalskede underskrift

Britta Nielsen har ifølge anklagemyndigheden forfalsket en underskrift som led i svindlen. I anklageskriftet står, at Britta Nielsen i 2014 underskrev et dokument med navnet på en revisor i revisionsvirksomheden PwC. Selv samme virksomhed stod fire år efter for at kortlægge, hvordan svindlen kunne foregå i 25 år uden at blive opdaget.

Konklusionen var, at Britta Nielsen udnyttede en række kontrolfejl i Socialstyrelsens systemer. De satte hende bl.a. i stand til at rette redigere i stamdata som f.eks. kontonumre samtidig med, at hun kunne udbetale penge.

I øjeblikket sidder Britta Nielsen varetægtsfængslet, hvilket hun og hendes søn, Jimmy Hayat, har gjort siden december 2018. De to har frivilligt ladet deres varetægtsfængsling forlænge af flere omgange. De to døtre og en svigersøn er sigtet som medskyldige i sagen.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvornår retssagen mod Britta Nielsen vil begynde.

BRANCHENYT
Læs også