Erhverv

Kendt dansk sodavandsfabrik har hul i bunden

For tredje år i træk er der millionunderskud på fabrikken bag den kendte Frem-sodavand.

Mineralvandsfabrikken Frem i Ribe har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Foto: Frem

I 70 år er der blevet brygget sodavand fra Mineralvandsfabrikken Frem, der er kendt for sit slogan ”Alle på Stribe, drikker Frem fra Ribe” - og for sine røde kasser med glasklare flasker.

Men økonomien i det gamle sodavandsbryggeri står langt fra mål med dets flotte historie.

For tredje år i træk har Mineralvandsfabrikken Frem millionunderskud, hvilket har tvunget ejeren til at skyde en stor pose penge ind i bryggeriet. Det afslører et nyt regnskab for 2018.

Mineralvandsfabrikken Frem, der sælger sine sodavand og saft til supermarkeder og caféer over hele landet, tabte sidste år 3,5 mio. kr. Og da kassen i forvejen var tom, fik det ejeren til at tilføre 12 mio. kr. i ny kapital.

Sodavandsfabrikken fra Ribe var tidligere ejet af familien Adelhardt, men i 2016 valgte familien at sælge sit livsværk til Danmarks ældste familieejede- og drevne bryggeri, Fuglsang i Haderslev.

Det har indtil videre været en skidt investering for familien Fuglsang. Siden den overtog bryggeriet, har der været et samlet tab på 10 mio. kr.

Frem-sodavanden var ellers fast inventar til gadefester, børnefødselsdage og på sodavandsdiskoteker op gennem 1970’erne og 1980’erne.

Men Ribe-virksomheden, der blev grundlagt i 1949, har måttet kæmpe hårdt for at finde sin plads i et marked, der er domineret af langt større konkurrenter - og et væld af nye produkter.

Brødrene Egon og Palle Adelhardt overtog bryggeriet efter deres far i 1978, men valgte altså til sidst at sælge familiefirmaet, da økonomien var for presset.

»Vi har undersøgt mulighederne for et generationsskifte og er nået frem til, at salget til Fuglsang er en god løsning,« sagde Egon Adelhardt i forbindelse med salget i 2016.

Den nye ejer, Fuglsang, udtalte i forbindelse med ejerskiftet, at Frem-fabrikken fremover får mulighed for at tilbyde kunderne et større produktsortiment og samtidig nå ud til et større geografisk marked.

Det nye tilskud på 12 mio. kr. betyder, at egenkapitalen i Mineralvandsfabrikken Frem igen er i plus.

Direktionen i bryggeriet består af Kim Fuglsang, hans bror Claes og fætter Henning.

Læs også