Erhverv
0

Anne Black vandt kopisag over Netto: »Lige nu er jeg egentligt overrasket over, at vi ikke er bukket under«

Sagen begyndte i 2016, hvor designeren blev gjort opmærksom på billeder af keramik i Nettos tilbudskatalog, der til forveksling lignede hendes eget.

Anne Black og hendes mand og direktør i virksomheden Jesper Moseholm håbede allerede inden afgørelsen, at dommen ville blive én, som andre designere kan læne sig op ad i fremtiden. Foto: Finn Frandsen/Politiken

Netto har tabt sagen om kopivarer mod designer og keramiker Anne Black.

Salling Group A/S, der ejer Netto, samt leverandør Ronald A/S skylder nu designeren en erstatning på 1,5 mio. kr. plus sagsomkostninger og renter.

»Sejren betyder helt vildt meget - vi har haft alt på spil disse tre år, så det er en kæmpe lettelse. Lige nu er jeg egentligt overrasket over, at vi ikke er bukket under,« siger Anne Black til DR.

Dommen er afgjort ved Sø- og Handelsretten, der i dommerkendelsen skriver, at Nettos kopivarer alle fremstår som ”meget nærgående efterligninger af de tilsvarende produkter fra Anne Black Aps.”

Sagen drejer sig om efterligninger af en hænge-urtepotte, en vase og en krukke med låg, som Netto markedsførte i sin tilbudsavis tilbage i 2016. Produkterne blev solgt som spotvarer i 14 dage.

Forbundet for Arkitekter og Designere har tidligere skrevet, at Anne Black-sagen kan få betydning for hele designbranchen.

Formand for forbundet Peter Toftsø udtalte i den forbindelse, at han håbede, at dommen for alvor vil sætte nye standarder for erstatningsudmålingen i sager som denne.

Anne Black og hendes mand og direktør i virksomheden Jesper Moseholm udtalte i samme omgang, at de håber, at dommen bliver én, som andre designere kan læne sig opad i fremtiden.

Sagen begyndte tilbage i 2016, hvor designeren blev gjort opmærksom på billeder af keramik i Nettos tilbudskatalog, der til forveksling lignede hendes eget.

Anne Blacks advokat Johan Løje har udtalt, at virksomheden har kunnet konstatere et tab i årene efter Nettos salg af produkterne på ca. fire mio. kr.

Nettos direktør Michael Løve skriver i en udtalelse til DR, at de desværre ikke ser en anden løsning end at anke afgørelsen.

BRANCHENYT
Læs også