Dansk fastfoodkæde har vendt millionunderskud til overskud
Samlet kommer kæden ud med et overskud på 770.000 kr. i 2018.
Nu tjener den endelig penge igen.
Restaurantkæden Sunset Boulevard kan nu fremvise et årsregnskab for 2018 med en bruttofortjeneste på 94,2 mio. kr. - hvilket er en stigning fra 92,7 mio. kr. i 2017.
Samlet kommer kæden ud med et overskud på 770.000 kr. i 2018, oplyser Sunset Boulevard i en pressemeddelelse.
I 2017 havde kæden et underskud på over 12 mio. kr. Men nu er det altså lykkedes at vende skuden:
»Vi går ud af 2018 med en stigning i omsætning, som faktisk er den højeste nogensinde for Sunset Boulevard. Det kan vi jo kun være yderst tilfredse med - og det er vi også. Vi arbejder løbende på at forbedre oplevelsen for vores gæster, og selvom vi stadig laver fejl, er vi rigtig godt på vej,« udtaler administrerende direktør i Sunset Boulevard Jens Broch, i meddelelsen.
Den positive udvikling skal ifølge direktøren fortsættes ved bl.a. at åbne og renovere en række restauranter i 2019.
Sunset Boulevard åbnede i 1996 på Odense Banegård. I dag har kæden 44 restauranter spredt over hele Danmark og Færøerne.


