Erhverv

Dansk boligkæde ramt af stort millionunderskud

Boligkæden Sinnerup har forretninger i hele Danmark, men selskabet taber millioner efter 2018.

Bolighuset Sinnerup har de senere år åbnet flere forretninger i Danmark, men nu er selskabet kommet ud med et millionunderskud.
Foto: Visitodense

Boligkæden Sinnerup kom ud af 2018 med et underskud i millionklassen.

Årsresultatet viser et minus på næsten 9 mio. kr., og de senere år er det kun gået én vej for bolighuset, der har 11 bolighuse fordelt i Danmark og to i Tyskland.

Selv er ledelsen ikke bekymret for Sinnerup-kædens udvikling, og den beskriver 2018 som et tungt investeringsår.

»Der har været fokus på at flytte virksomheden fra den traditionelle detailhandel til at blive oplevelseshuse. Ledelsen har i forhold til den tid, vi lever i med stigende internethandel samt stor uro i den traditionelle detailhandel, valgt at satse på et re-design af Sinnerup. Det betyder, at alt har været rusket og analyseret, og der er investeret store summer i nyt layout samt produktudvikling,« fremgår det af ledelsesberetningen.

Sinnerup forhandler både møbler, modetøj, brugskunst og isenkram, og for blot få år siden, i 2014, tikkede der ellers næsten 7 mio. kr. millioner ind på bundlinjen hos den familieejede Sinnerup-kæde, der har Lars Sinnerup i spidsen som adm. direktør.

Men siden da er overskuddet svundet hvert år.

Sinnerup har tidligere beskrevet, hvordan den stod over for en »meget hård konkurrencesituation» i branchen, og bolighuset tilbød i en lang periode rabatter til kunderne på mellem 20 og 50 pct. Det kunne mærkes på bundlinjen i de følgende år, og i 2016 formåede kæden ikke længere at skabe overskud.

»Vi synes ikke, at det er troværdigt, at man giver rabat, og at man dagen efter skal betale fuld pris. Det giver ikke en god oplevelse,« har Lars Sinnerup tidligere udtalt.

Kæden har løbende åbnet bolighuse i hele landet, og selv har den fortalt, at den ikke længere ønsker at gå med på ’rabatkrigen’, men i stedet tilbyde andre produkter end konkurrenternes.

Selskabet forventer i løbet af 2019 at drage fordel af de investeringer, der er foretaget det seneste år.

Sinnerup-boligkæden er en del af familien Sinnerups holdingselskab, der også har ejerandele i ejendomme og tyske datterselskaber.

Holdingselskabet kom også ud af 2018 med et underskud på lidt over 8 mio. kr. Egenkapitalen i selskabet ligger dog på 74 mio. kr.

Udover bolighusene driver Sinnerup også tøjkollektionerne Creton og OPM.

Lars Sinnerup er anden generation i selskabet, som blev etableret af faderen, Poul Sinnerup, i 1971 med en forretning i Holstebro under navnet Bahne.

BRANCHENYT
Læs også