Fyrede alle i Danmark: Populær motionsapp med sjældent overskud
Endomondo kunne i 2017 præsentere et regnskab med underskud og rod i bogføringen. I 2018 gik det anderledes efter en nedlukning af kontoret i København.
Den populære motionsapp Endomondo, der er stiftet af danske iværksættere, kan nu glæde sig over et sjældent overskud. Faktisk det bedste resultat i Endomondos historie.
Det viser det nye 2018-regnskab fra Endomondo ApS, der kom ud af året med et overskud efter skat på 1,9 mio. kr. og en øget bruttofortjeneste.
Det er kun anden gang i selskabets historie, at der er positive tal på bundlinjen og første gang siden regnskabsåret 2012/2013.
Endomondos sjældne overskud kommer, efter at selskabets ejer, den amerikanske sportsgigant Under Armour, i november valgte at lukke det danske kontor i København og fyre de omkring 30 danske ansatte. Under Armour købte Endomondo i 2015 for 575 mio. kr.
Lukningen af det københavnske kontor får nogle ord med på vejen i det nye regnskab.
»Endomondo-applikationen vil fortsætte med at være ejet af Under Armour Europe B.V. (hollandsk selskab, red.), og driften vil blive konsolideret med de andre digitale platforme ejet af Under Armour, Inc. uden for København,« står der i Endomondos regnskab.
Da Endomondo for et år siden kunne offentliggøre sit 2017-regnskab, var det med kritik fra selskabets revisor, PricewaterhouseCoopers.
Helt konkret mente revisoren, at Endomondo havde overtrådt både bogførings- og momslovgivningen ved at have uorden i bogføringen og aflevere sin momsregistrering for sent.
Derudover havde revisoren ikke kunnet få forskellige konti til at stemme hos Endomondo, hvorfor revisoren ikke kunne godkende regnskabet i sin helhed.
Regnskabsrodet skete, efter styringen af Endomondos økonomi var blevet flyttet til Texas, hvor Under Armour har kontor.
Flytningen af Endomondos økonomiske styring havde ikke været problemfri, indrømmede Christian Lillelund, Endomondos daværende chef i Danmark.
»Det er beklageligt, at der er blevet lavet nogle fejl. Det har givet nogle udfordringer på kort sigt, at det finansielle setup ikke længere er i Danmark. Det havde været nemmere. Men sådan er det ikke længere, og vi er nu ved at få styr på de ting, der ikke har været styr på,« sagde han til Finans.
Endomondo blev stiftet i 2007 af tre McKinsey-konsulenter, som sagde deres sikre job op og blev iværksættere – det første halvandet år uden løn. Men efterhånden fik danskerne telefoner med GPS, brugertallet steg, og investorer skød penge i Endomondo, herunder Seed Capital og Preben Damgaard.
Alle tre stiftere af Endomondo har forladt virksomheden.

