Erhverv
0

Sidste udkald for lukningstruet flyselskab

Det kriseramte flyselskab Alitalia har endnu ikke fundet en investor, og dermed er der endnu ingen aftale for selskabet, der er sat under administration.

Flere flyselskaber har afgivet bud på Alitalia, men der er endnu ikke fundet en plan for flyselskabets fremtid. 
Foto: AP Photo/Ricardo Mazalan

Tiden rinder ud for det italienske flyselskab Alitalia, der i 2017 gik konkurs på grund af hård konkurrence fra både Ryanair og Easyjet.

Den italienske regering har meddelt, at der skal findes en investor i løbet af juni. Det skriver Reuters.

»Det er sidste udkald nu. Det bliver en afgørende uge, hvor vi er nødt til at træffe beslutninger,« siger Italiens vicepremierminister Luigi Di Maio til RTL radio.

Det er altså et spørgsmål om tid for det statsejede flyselskab Alitalia, der ikke har tjent penge siden 2002, og som siden 2017 har været under administration.

Den nye italienske regering har i måneder forsøgt at redde selskabet, og regeringen har ønsket at lægge aktiviteterne i Alitalia under det statsejede jernbaneselskab Ferrovie dello Stato.

Men jernbaneselskabet skal have en ekstern investor med i driften, og det er altså den investor, det kniber med at finde.

Flere flyselskaber har ellers vist interesse for at købe Alitalia, heriblandt Lufthansa, som sidste år afgav et bud på selskabet, samt easyJet og Wizz Air. Ingen af de bud er dog blevet til noget.

Den italienske regering vil nemlig ikke tillade, at udenlandske luftfartsselskaber ejer mere end 40 pct. af Alitalia.

Der mangler ellers i den grad penge i flyselskabet, der skal tilbagebetale et statslån på 0,9 mia. euro midt i december.

Det italienske jernbaneselskab har nu kun få dage til at skrue en plan sammen for det kriseramte selskab, for deadline ligger allerede midt i juni.

Dog forventes det, at deadline vil blive skubbet endnu engang, har kilder tæt på flyselskabet fortalt til Reuters.

Lufthansa oplyste tilbage i november, at det er interesseret i et kommercielt partnerskab med Alitalia, men ikke i en finansiel investering i selskabet.

Det statsejede italienske jernbaneselskab Ferrovie dello Stato har fuld opbakning fra den italienske regering til at overtage driften.

»FS-bestyrelsens beslutning om at præsentere et tilbud til Alitalia er starten på en stor forandring for Alitalia,« har Luigi Di Maio udtalt til Air Transport World.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også