Kæmpe svineproducent i problemer - ramt af endnu et underskud
Familien bag en af Danmarks største svinebedrifter har på få år formøblet en stor del af formuen.
En af landets største svineproducenter, Eskelund på Vestfyn, kæmper fortsat for sin overlevelse.
Eskelund er ejet af familiedynastiet Lerche-Simonsen, der over de seneste år har tabt næsten 100 mio. kr. Nu viser et nyt regnskab fra familiens selskab, Lerche-Simonsen ApS, at der for tredje år i træk er underskud.
Kun en redningsaktion med hjælp fra banken betyder, at egenkapitalen i landbrugsdynastiet er blevet genoprettet.
»Årets resultat er samlet set ikke tilfredsstillende,« skriver ledelsen i det nye regnskab fra Lerche-Simonsen ApS.
Lerche-Simonsen ApS tabte sidste år 15,5 mio. kr. Det skyldtes bl.a. sommerens tørke kombineret med højere foderpriser til svin. Derudover tabte familien penge på sine aktiviteter i Slovakiet, hvor man ejer 40 pct. af landbrugsselskabet Slovakiet Invest.
Underskuddet i 2018 betød, at pengekassen i Lerche-Simonsen ApS endegyldigt var tom. Derfor har familien måttet tage drastiske midler i brug.
For en måned siden blev både Eskelund-koncernen og dets holdingselskab omdannet til et anpartsselskab, og i forbindelse med omstruktureringen trådte familien helt ud af ledelsen.
Forhandlinger med banken forhindrede, at egenkapitalen i Lerche-Simonsen ApS gik i minus.
»Selskabets egenkapital er i regnskabsåret blevet styrket ved dels en kapitalforhøjelse og dels en koncernintern gældskonvertering. Egenkapitalen er således øget fra 1,4 mio. kr. til 5,3 mio. kr.,« fremgår det af regnskabet.
Eskelund-koncernen producerer årligt 120.000 slagtesvin på flere lokaliteter på Fyn og i Sydjylland. Derudover er familien Lerche-Simonsen medejer af landbrugsbedrifter i udlandet.
Udover en omstrukturering af Eskelund er der også blevet oprettet et såkaldt advisory board, som ifølge direktør Morten Jørgensen skal stå for »strategisk og overordnet ledelse.« I advisory boardet sidder blandt andre den tidligere formand i Eskelund, Kristian Hedeager Nielsen.
Ejerskabet i Lerche-Simonsen ApS er fordelt med 45 pct. til hver af de to søskende Gitte og Peter Eskelund Lerche-Simonsen, mens deres far, Erling Eskelund Lerche-Simonsen, har 10 pct. af aktierne.

