Erhverv

Danske handelsvirksomheder har svært ved at omfavne ny intelligent teknologi

Truslen fra internationale digitale sværvægtere har ført til masser af snak om digital fornyelse i den danske handelssektor. Men i praksis kniber det med resultaterne, vurderer flere eksperter.

Der findes eksempler på vellykkede projekter med kunstig intelligens, men ikke overvældende mange. Hos grossisten Lemvigh-Müller har kunstig intelligens hjulpet sælgerne til nemmere at kunne navigere i firmaets 350.000 varenumre. Nu er mange andre nye projekter på vej, siger Tony Christensen, økonomidirektør hos Lemvigh-Müller. Foto: Stine Bidstrup

Den danske handelsbranche skal være innovativ og på forkant for at følge med. Ellers risikerer man at bliver overhalet af internationale sværvægtere som Amazon, der snart ventes at gøre sit indtog i Danmark.

Sådan har omkvædet lydt igennem længere tid, men i praksis er der ikke mange projekter, hvor virksomheder virkelig rykker og udnytter de nye mulighederne i kunstig intelligens, lyder vurderingen fra flere eksperter.

Der bliver prøvet ting af, men som regel ikke mere end det.

»Jeg ser mange eksperimentelle projekter, men der er ikke mange, som er rigtigt i gang. Meget lidt går videre til egentlig produktion,« siger Thomas Terney, forfatter og konsulent inden for kunstig intelligens.

Hos Dansk Erhverv, som repræsenterer mange virksomheder fra handelssektoren, genkender digitaliseringschef Janus Sandsgaard billedet. Den hype om kunstig intelligens, der har været de senere år, er ikke slået igennem i virkeligheden.

»Der har været forskel på vores forestillinger om, hvor vild og forandrende en teknologi, det er, og så praksis. Det er relativt beskedent, hvad vi ser af virksomheder, der har et selvstændigt projekt med kunstig intelligens,« siger han.

Et af problemerne er, at man ikke bare lige køber et it-system fyldt med kunstig intelligens, og så er man på vej. Det er først og fremmest data til at fodre algoritmerne, der gør forskellen, og det kræver skræddersyede løsninger. Og de investeringer, der skal til, er svære at finde i en presset branche, samtidig med at danske virksomheder generelt ikke investerer meget i projekter med ny teknologi, forklarer Janus Sandsgaard.

Det bliver som regel ved skåltalerne og små-eksperimenterne.

Thomas Terney, ekspert i brugen af kunstig intelligens

Det hjælper heller ikke på ressourceproblemet, at Danmark internationalt set er et land med få store selskaber.

»Vi har rigtig mange små virksomheder i Danmark, mens vores store virksomheder er ret gamle. Så det bliver som regel ved skåltalerne og små-eksperimenterne. Og så er det svært at finde kompetente folk,« siger Thomas Terney.

Hos to virksomheder i handelssektoren, der har kastet sig ud i brugen af kunstig intelligens, har projekterne været en succes, men også kostet både tid og penge. Til gengæld har grossisten Lemvigh-Müller skåret flere år af, hvor lang tid der går, før nye medarbejdere navigerer sikkert rundt i de over 350.000 forskellige varer, der er på lager. Også blomsterkæden Interflora har flyttet sig; her kan man nu automatisk målrette sin markedsføring ud fra teksten, der bliver skrevet på kortet til blomsterne.

Læs også