Erhverv

Anders Dam overvejer opgør med Jyske Bank-kunder uden revisor: »Jeg gætter på, at 2.500-5.000 erhvervskunder vil forlade os, men det er jeg fløjtende ligeglad med«

Jyske Bank barsler med en skærpelse af revisorkravet til samtlige erhvervskunder. Det kan koste op mod hver tiende kunde, men det er topchef Anders Dam ligeglad med.

Anders Dam er indstillet på at miste tusindvis af kunder, hvis banken beslutter sig for at stramme revisor-kravene til alle bankens erhvervskunder. Foto: Linda Johansen

Jyske Bank overvejer at skærpe kravene til sine 60.000 erhvervskunder betydeligt for at komme mest mulig økonomisk kriminalitet til livs.

Hvis ikke kunderne har en af banken godkendt revisor tilknyttet, ønsker Jyske Bank ikke at fortsætte kunderelationen. Det er, hvad ordførende direktør Anders Dam p.t. barsler med, selvom det kan koste op mod hver 10. erhvervskunde.

»Det vil koste os kunder. Jeg gætter på, at 2.500-5.000 erhvervskunder vil forlade os, men det er jeg fløjtende ligeglad med. Den slags kunder pålægger os alligevel enorme ressourcer, så jeg tror, vi alt i alt vil spare penge på det,« siger Anders Dam.

Løbende lempelser

Siden 2006 er der sket betydelige lempelser i kravene til revision for virksomheder. Motivet har overordnet været at befri de mindre virksomheder for unødvendige omkostninger.

Lempelserne gælder de såkaldte regnskabsklasse B-virksomheder, dvs. anpartsselskaber og aktieselskaber med begrænset hæftelse og med en balancesum op til en vis størrelse.

2006: Mindre virksomheder med en omsætning på op til 3 mio. kr. i omsætning kan fravælge revision.

2011: Grænsen for valgfri revision rykkes op fra 3 mio. kr. til 8 mio. kr. i omsætning.

2013: Regnskabsklasse B-virksomheder med en omsætning på over 8 mio. kr. kan vælge at erstatte revision med en udvidet gennemgang af regnskabet. Holdingselskaber med en omsætning op til 8 mio. kr. kan fravælge revision.

Efter den seneste lempelse gælder, at virksomheder som udgangspunkt kan fravælge revision, hvis de to regnskabsår i træk ikke overskrider to af følgende tre kriterier:

  • En balancesum på 4 mio. kr.
  • En nettoomsætning på 8 mio. kr.
  • Et gns. antal fuldtidsansatte på 12 i løbet af regnskabsåret.

Kravet gælder allerede bankens nye kunder, idet Jyske Bank i foråret indførte revisorpligt over for dem. Baggrunden var, at af de 625 underretninger, banken har afgivet til SØIK, også kaldet bagmandspolitiet, havde 622 ikke revisorpligt.

De skærpede krav har givet et fald i tilgangen af nye erhvervskunder i banken. Men ikke færre underretninger.

»Da vi lavede en kørsel for perioden 1. januar til 1. juni i år, var antal underretninger steget og endda til det dobbelte fra sidste år. Det betyder, at der i beholdningen af nuværende erhvervskunder i banken enten er en stigende tendens til mistænkelige transaktioner, eller vi er blevet bedre til at fange dem,« siger Anders Dam.

Jyske Banks initiativ er samtidig en protest mod politikerne, der siden 2006 har lempet revisionspligten løbende.

»Vores tiltag sker i erkendelse af, at revisionspligten er lempet for meget, og at vi ikke har politisk indflydelse til at stramme reglerne,« siger Anders Dam.

Hvis folk virkelig vil svindle, kan man godt gøre det, selv om man skal revideres.

Jakob Dedenroth Bernhoft, indehaver, Revisorjura

Senest i marts afviste fungerende erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) at rulle lempelserne tilbage.

Jakob Dedenroth Bernhoft, som rådgiver revisorer i firmaet Revisorjura og desuden er ekspert i hvidvask, påpeger, at en skærpelse af revisorpligten ikke nødvendigvis løser problemer med økonomisk kriminalitet.

»Hvis folk virkelig vil svindle, kan man godt gøre det, selv om man skal revideres. Der går i praksis omkring halvandet år, fra regnskabsåret begynder, til der senest skal ligge et revideret regnskab, og i den periode kan man jo nå en del,« siger Jakob Dedentoth Bernhoft.

Jyske Bank tester en mulig skærpelse frem til den 1. oktober i år, hvorefter ledelsen tager endeligt stilling til sagen.

BRANCHENYT
Læs også