Erhverv

Efter flere år med flotte regnskaber: Johan Bülow ramt af stort underskud

Johan Bülows personlige holdingselskab kommer for første gang i flere år ud med et underskud. Egenkapitalen er dog fortsat på næsten en halv milliard kroner.

Lakridskongen Johan Bülow. Arkivfoto: Brian Karmark

Efter flere år med sorte tal på bundlinjen, må Johan Bülow, grundlæggeren af lakridsimperiet By Bülow, nu indkassere et større millionunderskud.

Det viser årsregnskabet fra Johan Bülows personlige holdingselskab Johan Bülow Holding.

Holdingselskabet kommer ud af 2018 med et underskud på 33,2 mio. kr. sammenlignet med et overskud på 14,6 mio. året før.

»Resultatet er negativt påvirket af nedskrivning af finansielle aktiver med 51 mio. kr.,« skriver Johan Bülow i årsregnskabets ledelsesberetning.

Selv om Johan Bülow kommer ud af året med røde tal, slås lakridskongen dog langt fra med lavvande i kassen.

Egenkapitalen i Johan Bülow Holding befinder sig ved årets udgang på 493 mio. kr. En formue, der i høj grad blev grundlagt tilbage i 2016, da Johan Bülow solgte 75 pct. af aktierne i lakridsvirksomheden til den svenske kapitalfond Valedo Partners for ca. 470 mio. kr.

Valedo Partners sidder desuden også på aktiemajoriteten i Joe & The Juice.

Johan Bülow ejer stadig de resterende aktier i hans livsværk, som siden har skiftet navn fra Lakrids by Johan Bülow til Lakrids by Bülow

Johan Bülow fungerer i dag som kreativ direktør i virksomheden, mens Fredrik Nilsson er adm. direktør.

Nøgletal i Johan Bülow Holding ApS de seneste regnskabsår:

Mio. kr.2012201320142015201620172018
Resultat efter skat9,510,48,416,1470,114,6-33,2
Egenkapital20,73139,354,4524,3533,9493,2
10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også