Erhverv

Johan Bülow tjente 470 mio. kr. på salget af sit lakridsimperium

Den kendte iværksætter er nu god for over en halv mia. kr., viser et nyt regnskab.

Johan Bülow sikrede sig en større formue på salget af sit lakridsimperium, afslører et nyt regnskab. PR-foto: Emil Monty Freddie.

Da Johan Bülow i juli 2016 solgte magten i sit lakridsimperium, Lakrids by Johan Bülow, ville hverken køber eller sælger oplyse overgangssummen.

Men et nyt regnskab fra Johan Bülows personlige holdingselskab afslører, hvad den kendte iværksætter tjente på salget af sin succesrige forretning, der er vokset eksplosivt de seneste år i både ind- og udland.

Den svenske kapitalfond Valedo Partners, der var køberen af Lakrids by Johan Bülow og desuden ejer Joe & The Juice, betalte cirka 470 mio. kr. for omkring 75 pct. af aktierne i lakridsvirksomheden.

Det fremgår af posten "gevinst ved salg af kapitalandele" i Johan Bülow-holdingselskabets 2016-regnskab, der samlet kom ud af året med et lige så stort overskud.

»Årets resultat er væsentligt påvirket af koncernens salg af majoriteten af dattervirksomheden Lakrids by Johan Bülow A/S. Resultatet er således ikke sammenligneligt med sidste år,« står der i regnskabet fra Johan Bülows holdingselskab.

Nøgletal i Johan Bülow Holding ApS de seneste fem regnskabsår:

Mio. kr.20122013201420152016
Resultat efter skat9,510,48,416,1470,1
Egenkapital20,73139,354,4524,3

Salget af Lakrids by Johan Bülow har samtidig nu gjort Johan Bülow god for 524 mio. kr.

Johan Bülow ejer fortsat 25 pct. af aktierne i sit lakridsimperium, som han i øvrigt ikke længere er øverste chef for.

Tidligere i juni blev det således meldt ud, at han træder ned fra posten som adm. direktør i Lakrids by Johan Bülow og i stedet fremadrettet vil fungere som kreativ direktør.

Han erstattes som topchef af Frederik Nilsson, der har en fortid i fødevaregiganten Nestlé.

I 2016 åbnede Lakrids by Johan Bülow tre butikker i Tyskland, to i Dubai og to i Sverige. I år forventes det, at kæden åbner mellem seks og 10 butikker, alle sandsynligvis i udlandet.

Fælles for samtlige af Lakrids by Johan Bülows butikker er, at de ligger i mennesketrafikerede områder som stormagasiner eller lufthavne.

2016 bød på et overskud på knap 14 mio. kr. for Lakrids by Johan Bülow, hvilket var en smule mindre end året forinden.

BRANCHENYT
Læs også