Ambu-aktie halveret på seks uger: Nu langer investorer hårdt ud efter Ambu-formand Jens Bager
Investorer er utilfredse med nedjusteringen i medicoselskabet Ambu, og nu kritiseres bestyrelsen åbenbart for at give forhenværende adm. direktør Lars Marcher for frit spil.
Ambus bestyrelsesformand, Jens Bager, får dumpekarakter af en række investorer bl.a. for sin manglende evne til at håndtere ledelsen.
Kritikken kommer, efter at en nedjustering fra det tidligere så succesfulde selskab tirsdag sendte aktien i dørken med over 14 pct.
»Når vi evaluerer forløbet, ser det ud, som om der er en rød tråd af manglende balance i hele ledelses-setuppet,« siger Anders Schelde, investeringsdirektør i MP Pension, med direkte henvisning til bestyrelsen.
Tirsdagens nedtur skyldes, at Ambu har valgt at skrotte et fremtidigt guldhåb og nedjusteret forventningerne til sin 2020-strategi. Dermed er aktiekursen næsten halveret, siden den tidligere topchef, Lars Marcher, blev fyret for lidt mere end en måned siden og erstattet af Juan Jose Gonzales.
Det er ekstremt sent, at bestyrelsesformanden træder i karakter. Jeg tror, at det er et udtryk for et specielt magtforhold, hvor det har været CEO’en, der har kørt tingene.
Anders Schelde kritiserer bl.a., at bestyrelsen lod Lars Marcher gå ud med meget optimistiske udmeldinger, som Juan Jose Gonzales efterfølgende har været nødt til at trække tilbage.
»Igennem en lang årrække har selskabet haft en meget engageret, karismatisk og dygtig CEO (Lars Marcher, red.), men måske har han også været lidt for engageret, lidt for karismatisk og nogle gange fået talt forventningerne lidt for meget op. Når man kigger tilbage, må man spørge sig selv, om bestyrelsen og dermed også bestyrelsesformand Jens Bager har evnet at give tilstrækkelig meget modspil,« siger Anders Schelde.
Carsten Dehn, porteføljeforvalter hos Lannebo Fonder, er enig.
»Det er ekstremt sent, at bestyrelsesformanden træder i karakter. Jeg tror, at det er et udtryk for et specielt magtforhold, hvor det har været CEO’en, der har kørt tingene,« siger han.
I Dansk Aktionærforening er direktør Mikael Bak dybt utilfreds med, at Jens Bager i forbindelse med direktørskiftet forsikrede aktionærerne om, at selskabet ville fastholde strategien og de forventninger, der var meldt ud under Lars Marcher.
Og så stiller det ikke bestyrelsesformanden bedre, at han solgte stort ud af sine egne Ambu-aktier sidste sommer, inden de dårlige nyheder væltede frem.
»Det kan være med til at skærpe kritikken fra de mange private investorer, der i dag står tilbage med store tab,« siger han.
Hverken Jens Bager eller Lars Marcher har nogen kommentarer til kritikken.