Erhverv
0

Overskuddet dykker hos danske supermarkeder og discountkæder

Ændrede madvaner, priskrig og mange fysiske butikker presser den danske dagligvarebranche og selskabernes indtjening.

Danskernes indkøb af dagligvarer ligger fladt, og det presser sektoren. Arkivfoto: Finn Frandsen

Danske supermarkeder og discountbutikker oplever et større og større pres på indtjeningen. Kæderne kæmper hårdt mod hinanden i et marked, hvor udviklingen i det samlede salg ligger fladt. Samtidig er antallet af danske dagligvarebutikker højt.

Tallene i regnskaberne for de største aktører blandt dagligvareselskaber viser, at den samlede indtjening falder - og er lav sammenlignet med andre brancher.

»Der er kamp om kunderne, som bruger flere penge på nye madløsninger med øget udespisning og takeaway. Samtidig er der fortsat mange dagligvarebutikker i forhold til landets størrelse og den ændrede forbrugeradfærd,« mener Per Østergaard Jacobsen, direktør i konsulentselskabet Efficiens og ekstern lektor på Copenhagen Business School.

Af en aktuel analyse over udviklingen i branchens største selskaber, som erhvervsdatabasen BIQ har lavet for Finans, fremgår det netop, at både overskuds- og afkastgraden er faldet i dele af sektoren.

Målt i afkastgrad ligger den norskejede discountkæde Rema 1000 bedst blandt de store med 8 pct. i BIQ-analysen - tre procentpoint lavere end for et år siden.

Opgjort i både omsætning og overskud er Salling Group med Føtex, Bilka og Netto den suverænt største koncern og tegner sig for en stor del af branchens samlede driftsindtjening. Koncernens ebit-resultat var i 2018 på 2 mia. kr. - et dyk på 400 mio. kr. i forhold til året før.

Salling Group
  • Salling Group driver butikskæderne Netto, Bilka og Føtex samt to Salling-stormagasiner.
  • Har ca. 1.500 butikker i fire lande.
  • Dertil kommer bl.a. en række onlineshops - herrunder Wupti, Skagenfood, burgerrestauranter i kæden Carl’s Jr., Starbucks-kaffebarer og Fætter Br-legetøjs-butikker.
  • Koncernen er fuldt ejet af Salling Fondene, efter at A. P.Møller-Mærsk tidligere var med i ejerkredsen.
  • Adm. direktør er Per Bank og bestyrelsesformand Nils Smedegaard Andersen.

Overskudsgraden i koncernen faldt i 2018 til 3,5 pct. mod 4,2 pct. året før. Det er fortsat højt i en presset dagligvarebranche - og ligger inden for koncernens målsætning om at være blandt de 25 pct. bedste i Europa.

Til sammenligning med andre brancher havde den danske detailkæde Jysk i det senest offentliggjorte regnskab en ebitmargin på 13 pct. Smykkekoncernen Pandora, som også driver butikker, lå på 28 pct. for 2018.

Koncernchef Per Bank i Salling Group erkendte, da han præsenterede regnskabet for 2018, at dagligvarebranchen samlet skiller sig ud.

»Manglende inflation i Danmark er en udfordring, og vi er selv med til at sætte priser ned. Når lønninger og alle omkostninger stiger, er det svært, når vi ikke får mere for varerne,« sagde han.

Dansk dagligvarehandel er præget af en høj butikstæthed i Europa med nu ca. 2.600 discountbutikker, supermarkeder og større dagligvarebutikker. Flere koncerner har de seneste år valgt at reducere antallet.

Eksempelvis lukkede købmandskoncernen Dagrofa for et par år siden discountkæden Kiwi, mens også både Aldi og Coop har drejet nøglen til ikke-rentable butikker. Samtidig har bl.a. Netto under Salling Group, Rema 100 og Lidl dog fortsat ekspansionsplaner.

Adm. direktør hos De Samvirkende Købmænd, John Wagner, mener, at der er brug for en fortsat konsolidering i antallet af butikker.

»Overkapacitet præger hele sektoren, mens forbrugerne på samme tid også køber mere online og ændrer madvaner. Men som i alt andet detailhandel er situationen den, at der ses meget forskellige resultater. Både målt på kædeniveau og enkelte forretninger er nogle i stand til at gøre det rigtig godt trods det pressede marked,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også