Erhverv
0

Kendt iværksætter opretter ny platform med indiske yogalærere

Efter først en burgerkæde og senere en rengøringsplatform vil iværksætter nu skabe en ny yoga-platform. En uheldig ferie-oplevelse gav ideen.

Parret Adam Hjorth og Sarah Hjort har etableret HelloYoga, en internetplatform hvor yogadyrkere og yogalærere fra hele verden kan komme i kontakt med hinanden. PR-foto: Magnus Larsen Ravn.

Stressede yogaudøvere kan nu få deres egen indiske yoga-lærer direkte hjem i stuen og slippe for turen ned i træningscentret.

Det sker, når en af iværksætterne bag bl.a. rengøringsselskabet Happy Helper og burgerkæden Cocks & Cows, Adam Hjorth, sammen med sin hustru Sarah i dag lancerer den digitale platform HelloYoga.

Den skal forbinde yogaudøvere med yogalærere, og parret har sammen med business angels og egne bestyrelsesmedlemmer brugt 4 mio. kr. på at udvikle teknologien, der gør det muligt at booke og have tv-forbindelse til den anden side af kloden.

»Det er giganter som Skype, Facebook og Google, der indtil nu siddet på videoløsninger. Men kombinationen af ny teknologi, øget båndbredde og understøttende hardware gør, at vi får flere af den slags platforme inden for mange felter,« siger han.

Han ser et kæmpe, globalt marked for stressede mennesker, der i stigende grad søger ro gennem yoga og mindfullness.

»Vi var på en surf- og yogaferie i Marokko. Problemet var bare, at yogalæreren ikke var der i den uge. Efter ungerne var lagt, kiggede vi på stjernerne om talte, om at man skulle kunne have sin egen yogalærer med i lommen. Derfra tog idéen fart,« forklarer Hjorth.

Han solgte sidste år sin andel i burgerkæden og trådte ud af ledelsen i Happy Helper for at bruge tiden på yoga-projektet.

»Som person er jeg en igangsætter, og både Happy Helper og Cocks & Cows er forbi den fase i deres koncept- og vækstrejse. Derfor trådte jeg ud af ledelsen i begge selskaber for at fokusere 100 pct. på HelloYoga,« siger han.

Platformens brugere kobles første gang automatisk sammen med en indisk lærer, som brugeren herefter giver en karakter. Derefter kan man genbooke den samme eller få en ny, og på den måde kommer de bedste lærere højere op i forespørgslerne. Når antallet af brugere stiger, kobles flere lærere på platformen.

Prisen for en indisk yogalærer ligger på mellem 65 - 95 kr. for 25 eller 55 minutter. Heraf beholder selskabet 30 pct. til drift og udvikling, mens de 70 pct. går til læreren.

»De indiske yogalærere får via HelloYoga en timeløn, der er markant højere end den, de får i Indien, så der er ingen løndumping her, tværtimod« forklarer Hjorth, der med introduktionen af Happy Helper kom lidt i modvind på den front.

Selskabet regnet med at rulle platformen ud i Norge og Sverige senere på sommeren og Storbritannien og USA til efteråret.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også