Lars Larsen trækker sig - dynekøbmanden er alvorlig syg
Jysk-koncernen oplyser, at ejer og dynekøbmand er så kritisk syg, at han ikke kommer tilbage til posterne i sine selskaber.
Dynekøbmand Lars Larsen må trække sig fra alle opgaver, da han har leverkræft. Derfor overtager hans søn, Jacob Brunsborg, med øjeblikkelig virkning posten som bestyrelsesformand for Jysk-koncernen.
Det meddeler den fredag formiddag i en pressemeddelelse.
Allerede i den forløbne weekend kom der meldlinger om, at Lars Larsen er sygemeldt på ubestemt tid. Det skete i en intern orientering til koncernens medarbejdere, som også blev bekræftet af ledelsen over for medier.
Nu meddeler Jysk, at Lars Larsens helbredssituation er alvorlig.
Lars Larsen har længe forberedt et generationsskifte. Han erkender dog i dagens meddelse, at skiftet i formandsstolen kommer tidligere end planlagt. Årsagen er, at han for kort tid siden fik konstateret leverkræft, som har spredt sig. Han udtaler:
»Det er desværre en meget alvorlig diagnose, jeg har fået, og derfor vil jeg bruge min tid og mine kræfter på min familie. Derfor betyder det meget for mig, at den fremtidige ledelse af virksomheden er på plads.«
Lars Larsen åbnede for 40 år siden sin første Jysk-butik - på Silkeborgvej i Aarhus. Siden er det blevet til en international koncern og butikskæde med nu 2.800 butikker i 52 lande.
Indtil år 2000 var Lars Larsen selv adm. direktør for det danske detailselskab, Jysk Nordic, men trak sig da tilbage som bestyrelsesformand.
Jan Bøgh, som allerede da havde været ansat i selskabet gennem fem år, blev adm. direktør for selskabet og har siden stået for driften.
Han står aktuelt også i spidsen for sammenlægningen af Jysk-koncernen, som også består af det tyske selskab Dänisches Bettenlager, der har omkring halvdelen af de 2.800 butikker.
47-årige Jacob Brunsborg er involveret i flere af familiens selskaber, som ud over Jysk bl.a. består af møbelvirksomheder, en sushikæde og andet. Om opgaven som ny bestyrelsesformand for familiekoncernen udtaler sønnen fredag:
»Min far har opbygget noget enestående, og han bliver umulig at erstatte. Men jeg og resten af familien går ydmygt til opgaven med at videreføre hans imponerende livsværk.«
Jacob Brunsborg understreger, at fokus lige nu er på familien, og derfor vil han aktuelt ikke udtale sig om planerne med formandsposten.

