Erhverv

Legendarisk guitar solgt for millionbeløb

Den helt særlige Fender Stratocaster er den dyreste guitar, der nogensinde er blevet solgt på en auktion.

120 guitarer fra Pink Floyd-guitaristen David Gilmours personlige samling blev solgt på auktionen. 
Foto: Johannes Eisele/AFP

Verdens dyreste guitar nogensinde er blevet solgt på auktion for knap 4 mio. dollar.

Det skriver Bloomberg.

Det drejer sig om den legendariske guitar 'The Black Strat', der er en sort Fender Stratocaster fra 1969. Og den tidligere ejer er ikke hvem som helst - selveste David Gilmour fra Pink Floyd har nemlig benyttet guitaren til indspilningerne af bandets mest kendte albums bla. 'The Dark Side of the Moon', 'Wish You Were Here' og 'The Wall'.

Guitaren blev solgt på auktion sammen med 119 af David Gilmours andre guitarer fra hans personlige samling.

Det var auktionshuset Christie's i New York, der stod for auktionen af guitarsamlingen, der er den største og mest omfattende auktion af guitarer nogensinde.

Hele samlingen er solgt for 21,5 mio. dollar, og David Gilmour har valgt, at provenuet fra auktionen skal gå til velgørende formål.

»Mange af guitarerne ved salget har givet mig en særlig lyd. Man kan sige, at de dermed har tjent deres formål. Guitarerne har givet mig så meget og det er tid til, at de kommer videre til nogle, der forhåbentligt vil finde glæde i dem - og måske endda kreere noget nyt,« fortalte David Gilmour i sidste uge til Christie.

Med salget af 'The Black Strat' slog auktionshuset rekorden for den dyreste guitar, der nogensinde er blevet solgt på auktion. Rekordindehaveren har indtil da været salget af en Fender Stratocaster, der blev solgt i 2004 for at samle penge til tsunamiofre. Guitaren var signeret af 19 musikere heriblandt Sting, Paul McCartney og Eric Clapton.

David Gilmour blev en del af Pink Floyd i 1968 - seks år efter dannelsen af gruppen. Her spillede han guitar og blev i midten af 80'erne leder af gruppen, da Roger Waters forlod den. Pink Floyd er en af historiens mest succesfulde rockbands. The Dark side of the moon blev solgt i mere end 44 millioner eksemplarer. Samlet har bandet solgt mere end 75 millioner albums.

Gruppen lukkede ned i midten af 90'erne, men blev gendannet - med Roger Waters - for en stund for at spille til Live 8 i 2005.

BRANCHENYT
Læs også