Erhverv
0

SP Group køber finsk plastvirksomhed for op til 70 mio. kr.

SP Groups adm. direktør, Frank Gad, mener at opkøbet vil give SP Group en endnu stærkere position internationalt. Foto: Joachim Ladefoged

SP Group har indgået aftale om køb af den finske plastvirksomhed Coreplast Laitila for op til 70 mio. kr. inklusive overtagelse af gæld.

Coreplast, der har specialiseret sig i sprøjtestøbning af teknisk plast, omsatte sidste år for cirka 100 mio. kr. og leverede et driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på omkring 10 mio. kr. Virksomheden har cirka 110 ansatte.

- Købet af Coreplast accelererer SP Groups vækst. Vi køber en velfungerende og velpositioneret virksomhed ud fra en klar overbevisning om, at vi i fællesskab kan udnytte vores erfaringer inden for udvikling, produktion og salg af sprøjtestøbte komponenter til at styrke konkurrencekraften og skabe en endnu stærkere position internationalt, siger SP Groups administrerende direktør, Frank Gad.

I den resterende del af 2019 ventes Coreplast at omsætte for cirka 50 mio. kr. og give et overskud før skat på 3 mio. kr.

Herfra skal trækkes omkostninger i forbindelse med købet, og nettoindtjeningen i SP Group-regi ventes derfor at være omkring nul i andet halvår 2019.

For hele året løfter SP Group derfor omsætningsforventningerne til en omsætning på 2-2,1 mia. kr. fra tidligere omkring 2 mia. kr. Resultatet før skat ventes uændret i niveauet 200 mio. kr.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også