Erhverv

To danske resturanter blandt verdens fem bedste

Den københavnske restaurant Noma er ved et stort anlagt gallashow kåret som verdens næstbedste restaurant. Også Geranium kom i top fem.

Foto: Louise Herrche Serup

Tirsdag blev sløret løftet for, hvilken restaurant der er verdens bedste. Danske restaurant Noma var spået gode vinderchancer, men det lykkedes altså kun at få en placering som nr. 2. Også Geranium fik en flot placering med en femteplads ved World's 50 Best Restaurants 2019.

Det var den franske restaurant Mirazur, der løb med titlen som verdens bedste restaurant.

Kåringen fandt sted ved et gallaarrangement i Singapore. Modsat Michelin-stjernen er det branchen selv, der bestemmer, hvilke restauranter, der er verdens 50-bedste. 1.040 kokke, journalister og gastronomer har hver stemt på 10 spisesteder.

Tidligere vindere:

2018: Osteria Francescana - Modena - Italien

2017: Eleven Madison Park - New York - USA

2016: Osteria Francescana - Modena - Italien

2015: El Celler de Can Roca - Girona - Spanien

2014: Noma - København - Danmark

2013: El Celler de Can Roca - Girona - Spanien

2012: Noma - København - Danmark

2011: Noma - København - Danmark

2010: Noma - København - Danmark

2009: El Bulli - Roses - Spanien

Noma er løbet med titlen fire gange tidligere: I 2010, 2011, 2012 og 2014.

I 2017 og 2018 var Noma ikke med, da restauranten var under en større ombygning og flytning. Og det var faktisk til Nomas fordel.

Det er nemlig ikke længere muligt at stemme på en restaurant, der tidligere har vundet. Men pga. renoveringen blev Noma betragtet som ny restaurant, mens de tidligere vindere - og store konkurrenter - var ude af konkurrencen. Derfor var Noma spået store vinderchancer.

Det blev det altså ikke til i år. I stedet måtte restauranten tage sig til takke med en anerkendelse som kåringens bedst placerede nye restaurant.

Noma ledes af køkkenchef René Redzepi, der også ejer 25 pct. af restauranten. De resterende ejere er det amerikanske investeringsselskab Overture Hospitality Capital, der ejer 45 pct., Claus Meyer ejer 20 pct. og Kristian Byrge ejer 10 pct. Restauranten holder til på Refshaleøen i København.

Danske Geranium kom på en femteplads. Det en pæn forbedring fra sidste års rangering som nr. 19.

Restauranter, der fik placeringer uden for top 50 fik også anerkendelse under showet - og her var fire danske restauranter placeret.

Amass fik en placering som nr. 85, Restaurant 108 fik en placering som nr. 89, Kadeau fik en placering som nr. 105, mens Relæ placerede sig lige uden for top 50 på en 56. plads.

BRANCHENYT
Læs også