Erhverv

Milliardærs blødende cafékæde øjner nulpunkt

René Sindlev fortsætter med at skyde mange millioner i sin cafékæde, hvis amerikanske datterselskab tabte 73,5 mio. kr. i 2018.

René Sindlev har i 2018 og hidtil i 2019 skudt næsten 100 mio. kr. ind i moderselskabet bag cafékæden Dr Smood. Foto: RS Group

Den danske milliardær René Sindlev har stor tiltro til sin cafékæde Dr Smood, der driver 13 caféer i New York og Miami.

Så stor tiltro, at han i 2018 og hidtil i 2019 har tilført Dr Smoods danske moderselskab næsten 100 mio. kr. i kapital.

Der er tilsyneladende også brug for pengene, da det danske moderselskab i 2018 havde et underskud efter skat på 25,7 mio. kr., mens det amerikanske datterselskab tabte hele 73,5 mio. kr. Det viser et nyt regnskab.

Dr Smood har eksisteret siden 2013, men har endnu til gode at give overskud. De seneste to år har det samlede underskud været på mere end 50 mio. kr.

Alligevel tror René Sindlev, at lykken er ved at vende.

»Der forventes i det kommende år, at selskabet vil opnå break even,« står der i det nye regnskab, hvor det også fremgår, at Dr Smood vil åbne flere caféer i løbet af 2019.

I juni 2018 fortalte René Sindlev ellers til Børsen, at han havde opgivet en planlagt børsnotering af Dr Smood og samtidig ville ud af cafékæden.

Men ifølge Henrik Grønfeldt-Sørensen, der er adm. direktør i René Sindlevs selskaber, herunder Dr Smood, er den danske velhaver fortsat meget engageret i cafékæden.

Det beviser de mange kapitalforhøjelser, fortalte Henrik Grønfeldt-Sørensen i december 2018 til Finans.

»I Dr Smood er der gang i vækstplanerne, og Dr Smood har i 2018 indgået spændende samarbejdsaftaler med både Wholefoods og Wework i Miami og New York. Derfor er kapitalen tiltænkt som et led i de fortsatte vækstplaner, som virksomheden har for fremtiden,« skrev han i en mail.

René Sindlev har da også penge til de mange kapitalforhøjelser. Hans koncern RS Group er også lige kommet med 2018-regnskab, som viser et overskud på 150 mio. kr. Det bringer egenkapitalen op på næsten 1 mia. kr.

Målet med Dr Smood var at udrulle konceptet i op til 19 lande, åbne 400 caféer inden for fem år og sætte foretagendet på børsen i New York i 2020 med en værdi på op mod 10 mia. kr.

Samtidig skulle Dr Smood i 2017 tjene 66 mio. kr. på bundlinjen. I stedet blev det til et underskud efter skat på 27,6 mio. kr. for det danske moderselskab.

Inden René Sindlev stiftede sin egen cafékæde, forsøgte han at købe Joe & The Juices navn og indretning. Forhandlingerne om dette brød dog sammen.

René Sindlev skabte sin formue på børsnoteringen af smykkeselskabet Pandora. Sammen med Michael Lund Petersen byggede han Pandoras amerikanske afdeling op, hvilket gjorde ham til milliardær, da Pandora blev børsnoteret.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også