Erhverv
0

Kapitalfonden Polaris forbereder milliardsalg af Molslinjen

Kapitalfonden Polaris har hyret investeringsbanken FIH Partners til at forberede et salg af Molslinjen, som har gennemgået en større transformation i fondens ejerperiode.

Kapitalfonden Polaris og erhvervsmanden Henrik Lind har ifølge Finans’ oplysninger taget de indledende skridt til at sælge Molslinjen.

Ejerne har ifølge kilder med indsigt i processen hyret investeringsbanken FIH Partners til at forberede en salgsproces, som tidligst ventes at køre i 2020.

Specielt investorer med fokus på infrastruktur ventes at flokkes om rederiet, men det er uvist, hvilken pris ejerne kan opnå ved et salg.

En kilde med indsigt i forretningen anslår dog, at prisen kan lande i omegnen af 7,5 mia. kr. inklusive gæld.

Dermed er der udsigt til, at Molslinjen bliver en rigtig fin investering for Polaris og Henrik Lind, som har bogført aktierne i rederiet til knap 840 mio. kr., mens nettogælden lå på 2,2 mia. kr. ved udgangen af 2018.

Bestyrelsesformand i Molslinjen Frantz Paludan afviser at kommentere oplysningerne.

Men han påpeger, at rederiet har gennemgået en større forvandling, siden Polaris afnoterede selskabet fra børsen. Blandt andet har ejerne investeret 2,3 mia. kr. i at revitalisere forretningen.

»Det har været en fantastisk hjælp for selskabet med en aktionær, som har kunnet støtte og gennemføre udviklingsplanerne,« siger Frantz Paludan.

Ifølge Finans’ oplysninger er arbejdet med at forberede en salgsproces fortsat i den helt tidlige fase, da Molslinjen har overtaget flere nye færgeruter, som rederiet nu skal vise, at man kan inkludere i forretningen på lønsom vis.

Når Polaris og Henrik Lind ser ud til at kunne gøre en god forretning, skyldes det ifølge flere kilder, at Polaris har effektiviseret og forbedret store dele af forretningen, siden kapitalfonden købte rederiet af en række investorer, herunder bl.a. det statslige afviklingsselskab for nødlidende banker, Finansiel Stabilitet.

Direktøren er skiftet ud, der er investeret i nye og effektive hurtigfærger, og Molslinjen har overtaget Danske Færger og vundet udbuddet af færgeforbindelsen mellem Ystad og Bornholm i 10 år.

Det betyder, at Molslinjen i dag har 15 færger og ruter til og fra lige så mange havne.

Som kronen på værket er overskudsgraden løftet fra 18,8 til 23,3 pct.

»Det er en anseelig forbedring og tyder på, at man har haft gang i de store håndtag internt,« siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

Polaris afviser at kommentere sagen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Henrik Lind.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også