Erhverv

Ternet Ninja har givet stort hop for dansk film i år

Antallet af solgte billetter til danske film i år er steget markant. Ikke mindst "Ternet Ninja" trak op.

”Ternet Ninja”. Foto: Nordisk Film

Antallet af solgte billetter til danske film steg med 75 procent til 1,8 millioner i første halvår. Det skriver brancheforeningen Danske Biografer.

Anders Matthesens "Ternet Ninja" stod alene for 34 procent af det tal eller 618.169 af de solgte billetter til danske film. Og det er kun for i år. Filmen, der havde premiere i 2018, har samlet solgt 946.502 billetter.

- En yderst glædelig udvikling, som endnu engang beviser, at biografbesøget er aldeles upåvirket af streamingtjenesterne, at danskerne værdsætter biografoplevelsen i større og større udstrækning.

- Og at publikum i særlig grad værdsætter danske film, når dansk film altså blot producerer film, danskerne gider se, skriver formand for Danske Biografer Kim Pedersen i pressemeddelelsen.

I det første seks måneder af 2019 er danske films andel af solgte billetter ifølge foreningen 29,2 procent mod 17,8 procent i samme periode 2018.

Kim Pedersen fortæller, at det samlede antal solgte biografbilletter i Danmark i første halvår steg med syv procent.

- Så det er klart, at de amerikanske film har fået vanvittig hård konkurrence fra danske film i år, siger han.

På trods af, at så meget af fremgangen i billetsalget til danske film er båret af én film, mener Kim Pedersen, at det ikke bliver et problem at opretholde andelen på over 29 procent næste år:

- "Ternet Ninja" batter virkelig noget, det er klart. Men i 2020 kommer eksempelvis den første film i de nye Jussi Adler Olsen-filmatiseringer. Og der kommer også en ny "Klovn"-film.

- Så jeg har en stor tiltro til, at det stadig kan lade sig gøre i 2020, som jeg forventer, bliver et jubelår for dansk film, siger Kim Pedersen.

Med et krav fra staten om, at dansk film skal stå for en vis andel af det samlede antal solgte billetter, mener Kim Pedersen, at fokus vil være på mere folkelighed og en bredere appel i de film, der bliver støttet.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også