Danske Spil har solgt gylden kasinobiks - ejerne vil indtage udlandet
Nordjysk trio har sammen med en kapitalfond købt Danske Spils andel af selskabet bag Spilnu.dk.
Danske Spil har solgt sin andel i én af sine lukrative forretninger. På en ekstraordinær generalforsamling i Danske Spil blev salget af ejerandelen af Cego, der står bag onlinekasinoerne Spilnu.dk og Komogvind.dk, godkendt.
Spilnu.dk er bl.a. kendt for sine tv-reklamer, der tidligere er blevet kåret til landets dårligste.
Køberne er den nordjyske trio Mads Peter Veiby og brødrene Jacob og Anders Christensen, der i sin tid stiftede selskabet, samt kapitalfonden Via Equity. Trioen solgte i 2014 60 pct. af aktierne i firmaet til Danske Spil.
Mads Peter Veiby er en kendt erhvervsmand, der har en forkærlighed for dyre biler. Tilbage i 2003 stiftede han mobilselskabet M1, som få år senere blev købt af TDC for et trecifret millionbeløb.
»Samarbejdet med Danske Spil har i de forgangne fem år været glimrende. Årsagen til skilsmissen skal findes i, at vi tre stiftere længe har haft et ønske om at internationalisere spilnu.dk. Denne rejse kan Danske Spil ikke være en del af, og derfor skilles vores veje,« skriver Mads Peter Veiby i et opslag på Linkedin, hvor han peger på, at Spilnu.dk vil søge ind på nye markeder som Sverige, Storbritannien og Holland.
Spilnu.dk endte i 2018 med et resultat efter skat på 77,4 mio. kr., hvilket var det bedste resultat i selskabets historie. De seneste fem år har Spilnu.dk dermed leveret et resultat på 320 mio. kr. efter skat.
»I Danske Spil er vi stolte over at have været med på en spændende og profitabel udviklingsrejse med stifterne af Cego. Der er blevet udviklet spil med en helt særlig appel til kunderne, og virksomheden er vokset markant under Danske Spils medejerskab. Det har været en god forretning til gavn for samfundet, kunderne og Danske Spil,« udtaler Susanne Mørch Koch, adm. direktør i Danske Spil, i en pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen bliver det oplyst, at handlen er godkendt af Spillemyndigheden, og at handlen ventes gennemført ved udgangen af juli 2019. Prisen er ikke oplyst.
»Salget af Danske Spils ejerandel har indbragt en pæn forrentning af den oprindelige investering, og indtægten fra salget tilfalder statskassen. Vi ønsker held og lykke til Cego med den videre færd. Det bliver spændende at følge,« lyder det fra Susanne Mørch Koch.