Erhverv
0

Ørsted vinder stort udbud i New York

Den danske energikoncern Ørsted har i et partnerskab vundet et stort udbud på havvind i New York i USA.

Ørsted har vundet et udbud på havvind i USA. Arkivfoto

Energikoncernen Ørsted har scoret en stor ordre på havvind i New York i USA.

I en udbudsrunde er det danske energiselskab blevet udvalgt som vinder gennem selskabet Sunrise Wind, der er et 50/50-partnerskab mellem Ørsted og Eversource, det største energiselskab i New England, USA.

Det oplyser Ørsted i en pressemeddelelse torsdag.

Som en del af sit vindende bud ved auktionen i New York skal Sunrise Wind bygge en drifts- og vedligeholdelsesbase i Port Jefferson, Long Island, investere i yderligere opgraderinger af havneinfrastruktur samt etablere træningsprogrammer for havvind i delstaten New York, oplyser Ørsted.

Derudover vil Sunrise Wind afsøge muligheden for at indgå i et transmissionspartnerskab med New York Power Authority (NYPA) og Con Edison, der er New Yorks førende forsyningsvirksomhed.

Havvindmølleparken forventes at blive sat i drift i 2024. Det er dog forudsat, at der indgås kontrakt, og at Ørsted og Eversource ender med at træffe en endelig investeringsbeslutning. 

»Delstaten New York har sat et ambitiøst mål om at køre 100 pct. på grøn strøm i 2040. Den vision deler vi, og vi er stolte over at kunne bidrage med mere end to årtiers ekspertise inden for havvind og føre an i udbygningen af havvindkapacitet i New York gennem vores South Fork- og Sunrise Wind-projekter, som har en samlet kapacitet på 1.000 MW,« siger Martin Neubert, adm. direktør for Ørsted Offshore i meddelelsen.

Også hans amerikanske kollega Thomas Brostrøm, der er direktør for Ørsted Offshore Wind i USA og leder af Ørsteds aktiviteter i Nordamerika, glæder sig over udbudssejren.

»Sunrise Wind kommer til at forsyne mere end en halv million husstande i New York med grøn strøm fra vindenergi og vil dermed bidrage væsentligt til at indfri guvernør Cuomos modige og ambitiøse mål for New Yorks omstilling til vedvarende energi. Havvindindustrien giver gode muligheder for langsigtet industriel udvikling, og Sunrise Wind vil skabe jobs i delstaten, både i konstruktionsfasen og i hele parkens levetid,« siger han i pressemeddelelsen.

Ørsted oplyser samtidig, at sejren af udbuddet ikke vil få indflydelse på selskabets tidligere udmeldte forventninger til regnskabsåret 2019 eller på det udmeldte forventede investeringsniveau for 2019.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også