Erhverv

Stor frisørkæde vil indtage Danmark

Efter kapitalfondsindtog vil norsk frisørkæde nu ekspandere kraftigt i Skandinavien og åbne flere saloner i Danmark.

Poul Meineche Hansen er frisør og ejer frisørkæden Poul M, der pt. er den største kæde i Danmark. Foto: Tobias Nicolai

Den norske frisørkæde Cutters, der har flere end 60 frisørsaloner i Norge, står nu på spring til at indtage Danmark - og resten af Skandinavien.

Det skriver Børsen.

Ekspansionen af den norske klippekæde kommer efter, at 65 pct. af forretningen for nyligt blev solgt til den svenske kapitalfond Procuritas for et ikke oplyst millionbeløb.

I dag har Cutters én salon i København - men nu vil kæden satse massivt. Ambitionen er intet mindre end at blive størst i Danmark, fortæller adm. direktør Kristian Solheim.

»Vi skal være lige så store i Danmark, som vi er i Norge. I Norge har vi lige nu ca. 65 saloner, og vi har et mål om at åbne væsentligt flere. Så vi skal prøve at kopiere det, vi har gjort i Norge, i Danmark,« siger Kristian Solheim til Børsen.

Han vil ikke sætte et præcist mål for antallet af saloner, men åbner kæden omkring det samme antal som i Norge, vil kæden hurtigt kunne kalde sig landets største.

Lige nu er frisørkæden Poul M, som Idhair Company A/S sidste år købte størstedelen af, med 18 saloner Danmarks største frisørkæde, skriver Børsen.

Cutters blev stiftet i 2015.

Kæden er bygget op om et såkaldt "drop in"-koncept, hvor kunderne ikke skal bestille tid, men i stedet blot skal se forbi, når det er tid til at få klippet lokkerne.

Kristian Solheim fortæller til Børsen, at vil kæden i løbet af andet halvår i år vil åbne op i Danmark, og at planen er at starte op i resten af landet hen mod slutningen af 2020.

BRANCHENYT
Læs også