Erhverv

Samsøe & Samsøe-medejer taber millionbeløb

Per Ulrik Andersen fik et minus i sit selskab PUA Invest på 55 mio. kr. i 2018.

Tøjkæden Samsøe & Samsøe giver stort overskud, men medjeren Per Ulrik Andersen fik et stort underskud i sit selskab PUA Invest. Foto: Daniel Hjorth

Medejeren af tøjvirksomheden Samsøe & Samsøe har tabt 55 mio. kr. i 2018 i sit selskab PUA Invest trods gode regnskabstal i modedelen.

Det er tredje år i træk, at hans selskab PUA Invest taber penge, og det samlede underskud i de tre år har rundet over 100 mio. kr.

Det skriver Børsen.

Hovedaktiviteten i PUA Invest er finans- og konsulentvirksomhed og at eje aktier i andre selskaber.

I regnskabet skriver han, ”at ledelsen anser årets resultat for utilfredsstillende.”

Per Ulrik Andersen er både stifter, hovedejer og direktør i selskabet, som han ejer sammen med Klaus Østergaard og Peter Fejfer Nielsen, der ifølge cvr-registret begge har adresse i London, skriver avisen.

I selve Samsøe & Samsøe har han derimod stor succes, viser regnskabet for P & P Holdings, som han ejer sammen med Peter Sextus Rasmussen. Her steg overskuddet til over 63 mio. kr. i 2018. Det var niende år i træk med overskud.

P & P Holdings ejer udover Samsøe & Samsøe også tøjmærkerne Enwii, We are Copenhagen og Devier.

Læs også