Erhverv

Sidste selskab i S&P 500 får en kvinde i bestyrelsen

Med udnævnelsen er der ikke flere selskaber tilbage i det store indeks uden kvinder på bestyrelsesniveau.

Det sidste SP 500 selskab uden en kvinde i bestyrelsen har endelig fået valgt én ind. Foto: Seth Wenig/AP

Det var en milepæl for det store amerikanske aktieindeks S&P 500, da indeksets sidste selskab uden kvinder i bestyrelsen ændrede sammensætning.

Online auktionsfirmaet Copart fik tirsdag sit første kvindelige bestyrelsesmedlem i form af Diane Morfield – finansdirektør for CyrusOne, der er en ejendomsinvesteringsfond, skriver CNN.

Indtil for nylig var Copart sammen med Tripadvisor de eneste to selskaber tilbage i indekset uden kvinder i bestyrelserne for selskaberne.

Tripadvisor udpegede to kvindelige medlemmer i marts.

Dermed begynder bestyrelserne i nogle af USAs 500 største selskaber at få en mindre kønsskæv sammensætning.

Ifølge konsulenthuset EY har mindst 56 pct. af de 500 selskaber nu mindst tre kvinder i deres bestyrelser. Det er en stigning på 19 pct. på tre år.

Det passer udmærket med den statue af den ”frygtløse pige”, der blev opstillet foran New York Stock Exchange for nogle år siden.

Den blev bestilt af investeringsselskabet State Street for netop at skabe opmærksomhed om manglen på kvindelig repræsentation i toppen af de største selskaber.

”Antallet af kvinder i bestyrelserne sker i et hurtigere tempo. Helt igennem mandlige bestyrelser forsvinder blandt de største virksomheder. Og flere og flere investorer giver deres syn på bestyrelsesdiversiteten til kende gennem afstemninger via fuldmagter,” konkluderer EY.

Læs også