Fortsæt til indhold

Karsten Ree er største aktionær: Revisor dumper smykkefirmas regnskab

Spinning Jewelry har endnu en gang offentliggjort et millionunderskud. Nu forhandles der blandt ejerkredsen om selskabets fremtid.

Erhverv

Det danske smykkefirma Spinning Jewelry, der har en kendt ejerkreds, har netop fået et stempel af de mere sjældne.

Selskabets revisor har givet en såkaldt afkræftende konklusion i sin påtegning af Spinning Jewelrys nye regnskab for 2018. Med andre ord mener revisoren ikke, at regnskabet giver et retvisende billede af virkeligheden. Regnskabet viser et underskud på 5,3 mio. kr. og en negativ egenkapital på 17,3 mio. kr.

»I årsregnskabet er det en forudsætning for selskabets fortsatte drift, at der løbende stilles den fornødne likviditet til rådighed samt at der opnås en overskudsgivende drift. Det er vores vurdering, at der ikke er realistiske muligheder for at opnå dette,« står der i revisorens påtegning.

Derefter forklarer revisoren, at regnskabet ikke burde have været afleveret med fortsat drift for øje.

Finans har spurgt Spinning Jewelrys adm. direktør, Morten Henrik Pedersen, om en uddybende kommentar til regnskabet og revisorens bemærkninger. Han har ingen kommentarer.

Det samme er tilfældet hos René Eghammer, der sidder i Spinning Jewelrys bestyrelse på vegne af smykkeselskabets største aktionær, Karsten Ree. Han ejer ifølge cvr-registeret mellem 33,34 og 49,99 pct. af Spinning Jewelry.

Den andenstørste aktionær, den kendte smykkedesigner Julie Sandlau og hendes mand, Dennis Sandlau Jacobsen, er ikke vendt tilbage på Finans’ henvendelse.

Af det nye regnskab fremgår det, at der i øjeblikket er forhandlinger i gang mellem selskabets ejere, og at de forventes afsluttet positivt inden for en kort periode.

»Ligeledes pågår der forhandlinger mellem ejerkredsen omkring salg af datterselskabet Aura Jewelry ApS,« står der i Spinning Jewelrys regnskab.

Spinning Jewelry gik i maj 2013 konkurs under den tidligere ejerkreds efter flere år med dårlig økonomi. En måned senere blev det meddelt, at rettighederne til at føre Spinning Jewelry videre var blevet solgt til et konsortium. Det konsortium drev smykkefirmaet videre i en ny konstruktion.

Men foreløbigt er det blevet til lutter underskud siden.

Artiklens emner
Spinning Jewelry
Karsten Ree