DSV-chef: Vi er ganske godt tilfredse trods mindre spektakulært andet kvartal
Selv om andet kvartal af regnskabsåret hos den danske transportkoncern DSV med direktørens egne ord har været "lidt mindre spektakulært" end første kvartal, så er der ganske stor tilfredshed med periodens resultater, som har levet op til selskabets egne forventninger.
Det siger DSV's administrerende direktør, Jens Bjørn Andersen, umiddelbart efter at transportvirksomheden har leveret regnskab onsdag morgen.
- Det er det højeste resultat, vi nogensinde har leveret i selskabets historie i et kvartal, så det kan vi kun være tilfredse med. Og det er på trods af, at vi har set en let afmatning i markedet.
- Transportmængderne er lidt svagere, end vi egentlig havde regnet med, da året startede, men vi har formået at tage nogle markedsandele, så selv om markedet for luftfart er faldet 5 pct., og søfartsmarkedet kun er steget 2 pct., så har vi gjort det ganske fornuftigt og konverteret en stor grad af den nye volumen til indtjening, så det har været et godt kvartal - dog lidt mindre spektakulært end første kvartal, som var helt fantastisk, siger topchefen.
Færre arbejdsdage og fortsat bløde transportmarkeder var med til at tynge transportkoncernen, der dog alligevel klarede sig lidt bedre i årets andet kvartal end i samme periode året før.
DSV's samlede omsætning steg til 20.079 mio. kr. i kvartalet fra 19.491 mio. kr. i andet kvartal 2018. Analytikerne havde spået en omsætning på 20.477 mio. kr.
Transport- og logistikkoncernen opnåede i kvartalet en indtjening på 1631 mio. kr., når man ser på driftsoverskuddet før særlige poster (EBIT). Aktieanalytikerne havde ifølge DSV ventet et overskud på 1640 mio. kr. i kvartalet mod et driftsoverskud på 1449 mio. kr. i andet kvartal 2018.
Med til historien hører dog, at flere af tallene i onsdagens regnskab er positivt påvirket af regnskabsreglerne, der går under forkortelsen IFRS 16, hvilket analytikerne også har indregnet i deres estimater.
Det er dog ikke indregnet i sammenligningstallene, men det fremgår, at driftsoverskuddet i årets andet kvartal af 2019 var positivt påvirket af de nye regnskabsregler med omkring 100 mio. kr.
Jens Bjørn Andersen fremhæver, at DSV i årets første seks måneder har vokset indtjeningen med 9 pct., og det giver selvtillid forud for integrationen af schweiziske Panalpina.
- Vi er i god form til, at vi skal integrere Panalpina, og det er en god følelse at have, siger han.
I regnskabet fremhæver DSV, at selskabet har formået at vokse mere end markedet, og det er hovedsageligt fra de mindre konkurrenter, at man har taget markedsandele, fortæller direktøren.
- Vi ser en klar tendens i markedet, hvor store spillere - som vi efterhånden tilhører - rent teknologisk og prismæssigt har nogle muligheder, som gør det muligt at tage markedsandele fra mindre konkurrenter. Vi er stadig i en utrolig fragmenteret industri, og selv om vi er en af verdens største operatører, har vi kun en meget lille markedsandel på omkring 2-3 pct.
- Det betyder, at der er meget hård konkurrence, og at man skal have et produkt, som tiltrækker kunderne. Hvis man har gode digitale løsninger, som gør livet lettere for kunderne og skaber mere transparens - eksempelvis med et godt track and trace-system og elektroniske bookingplatforme - som er muligheder, vi kan tilbyde, som de mindre spillere ikke kan, så kan man tage markedsandele fra dem, forklarer Jens Bjørn Andersen.
/ritzau/FINANS