Tysk energikæmpes overskud falder - britisk marked volder problemer
/ritzau/FINANS
Det tyske energiselskab Eon leverede resultater på linje med det ventede i andet kvartal, hvor overskuddet på driften dog bakkede.
Eon leverede et justeret driftsoverskud før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 1,04 mia. euro mod ventet 1,02 mia. euro blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Resultatet var et fald fra 1,08 mia. euro i andet kvartal sidste år, selv om omsætningen i andet kvartal i år steg med 5 pct. til 6,9 mia. euro.
Det justerede nettooverskud faldt til 235 mio. euro fra 325 mio. euro i andet kvartal sidste år, fremgår det af regnskabet.
Det er særligt den britiske forretning, der volder problemer på grund af prislofter og stigende konkurrence fra mindre selskaber, oplyser Eon.


