Erhverv

FCK-ejer brød loven ved at glemme ny medejer

Parken Sport & Entertainment glemte i fem måneder at registrere Lars Seier som storaktionær. Det er i strid med selskabsloven, fortæller eksperter.

Her ses Parkens bestyrelsesformand Bo Rygaard til venstre og Lars Seier Christensen til højre, da sidstnævnte under stor bevågenhed blev præsenteret som ny storaktionær i Parken. Foto: Tariq Mikkel Khan

Børsnoterede Parken Sport & Entertainment glemte i fem måneder at gøre erhvervsmanden Lars Seier Christensen til medejer i cvr-registeret og samtidig slette Lønmodtagers Dyrtidsfond som storaktionær.

Det indrømmede Parken, der ejer fodboldklubben FC København, fredag over for Finans.

Men faktisk er en forglemmelse af den karakter i strid med selskabsloven. Senest to uger efter der er kommet ny storaktionær i et selskab, skal selskabet vide det og indføre dette i ejerbogen.

Det fortæller flere eksperter med speciale i selskabsret. Heriblandt Troels Michael Lilja, lektor i selskabsret på CBS.

»Det er helt korrekt, at det er i strid med selskabsloven at lave en sådan forglemmelse, som Parken har gjort. Selskabet har gennem en fondsbørsmeddelelse oplyst omverdenen om den nye storaktionær, men har glemt at lave den formelle registrering. Formalia skal der være styr på, og hvis der ikke er det, kan det straffes med en bøde fra Erhvervsstyrelsen,« siger han.

Troels Michael Lilja fortæller, at en eventuel bøde vil være i småtingsafdelingen for et selskab af Parkens størrelse.

Efter Finans' artikel om forglemmelsen er ejerandelene i Parken Sport & Entertainment blevet rettet, så Lars Seiers investeringsselskab Seier Capital står som medejer.

»Det er naturligvis beklageligt, at vi har begået en fodfejl. Den er blevet bragt i orden med det samme, og da der også er udsendt storaktionærmeddelelser omkring det, som er tilgængelige på vores hjemmeside, mener vi ikke, at der har været reel tvivl om ejerforholdene, og sagen er fra vores side afsluttet,« skriver FC Københavns pressechef, Jes Mortensen, i en mail.

Erhversstyrelsen vil ikke kommentere den konkrete sag med Parken, men forklarer, at et selskab mindst i forbindelse med en generalforsamling eller lignende skal sine oplysninger om ejerforholdet.

»Bliver et selskab bekendt med ændringer i ejerforholdene, skal de ændrede oplysninger om reelle ejere registreres hurtigst muligt,« skriver Erhvervsstyrelsen i en generel kommentar.

Lars Seier Christensen brugte i marts 223 mio. kr. på at købe omkring en femtedel af Parken. Samtidig valgte Erik Skjærbæk, en anden storaktionær, at øge sin ejerandel. Sælgeren af aktierne var i begge tilfælde Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Erik Skjærbæks ejerandel er nu også blevet opdateret i cvr-registeret.

Parken Sport & Entertainment, der udover FC København også ejer Telia Parken og Lalandia, holder mandag eftermiddag ekstraordinær generalforsamling, hvor der skal vælges ny bestyrelse.

Det foreslåes, at den tidligere landsholdsspiller William Kvist skal være en del af bestyrelsen.

BRANCHENYT
Læs også