DSV har fået accept af tilbud fra 98,44 pct. af Panalpina-aktionærer
Den danske transport- og logistikkoncern DSV har nu fået positive tilkendegivelser fra 98,44 pct. af aktionærerne i Panalpina.
Den del af aktionærerne har nemlig accepteret ombytningstilbuddet, som DSV kom med tidligere på året, fremgår det tirsdag morgen af en meddelelse til fondsbørsen om det endelige resultat.
Torsdag i sidste uge kunne DSV i en foreløbig meddelelse fortælle, at 97,98 pct. af aktionærerne havde takket ja til ombytningstilbuddet.
DSV og Panalpina offentliggjorde 1. april en sammenlægning efter længere tids tovtrækkeri.
Som et led i aftalen fremsatte DSV et frivilligt ombytningstilbud på overtagelse af aktierne i Panalpina, hvis aktionærer fik tilbudt 2,375 aktier i DSV for hver aktie i Panalpina.
Transaktionen havde 1. april en værdi af cirka 4,6 mia. schweizerfranc, svarende til 30,5 mia. kr., baseret på slutkursen for DSV-aktien på handelsdagen umiddelbart inden annonceringen.
I slutningen af juli godkendte EU-Kommissionen også DSV's opkøb af den schweiziske konkurrent.
DSV har tidligere fortalt, at selskabet forventer at gennemføre handlen endeligt den 19. august, og det bekræftes i tirsdagens meddelelse.
/ritzau/FINANS