Erhverv
BREAKING

Gatwick Airport i kæmpe udvidelse

Storbritanniens næststørste lufthavn skal udvides og forbedres over de næste fem år.

Der skal investeres milliarder i London Gatwick de kommende år. PR-foto: Gatwick Airport.

Storbritanniens næststørste lufthavn, London Gatwick, har lanceret en ny investeringsplan, der skal forbedre forholdene for passagererne.

I løbet af de næste fem år vil lufthavnen investere 8,9 mia. kr.

»Denne investering vil støtte vores eksisterende flyselskaber, hjælpe med at tiltrække nye flyselskaber og levere en forbedret service til de millioner af mennesker, der vælger at flyve fra Gatwick,« siger adm. direktør Stewart Wingate i en pressemeddelelse om investeringsplanen.

Det største element i planen er en udbygning af Pier 6 i den nordlige terminal. Den vil give en halv mio. passagerer mulighed for at gå om bord på fly via en jet-bro. Boardingen bliver med biometri, hvor ansigt og pas scannes.

Netop investeringer i ny teknologi er et af fokusområderne i investeringsplanen, hvor også automatisering er et nøgleord.

Der skal blandt andet investeres i en robot-parkeringsplads. Det bliver på forsøgsbasis muligt at benytte den allerede fra dette efterår ved den sydlige terminal.

I den nordlige terminal skal der opføres en ny parkeringsplads til 3.250 biler. Den kommer efter planen til at stå klar i 2021.

Der skal også investeres i forbedrede venteområder, flere forretninger og nye kaffebarer.

Fra Gatwick flyves der til mere end 230 destinationer i 74 lande. Lufthavnen har 46 mio. passagerer, oplyser den.

De nye investeringer betyder, at ejerne siden 2009 har brugt knap 26 mia. kr. på at vedligeholde og forbedre Gatwick.

»Vi sætter altid passagererne i centrum af vores investeringsplaner, og det er dejligt at se, hvordan automatisering og teknologi kan forbedre passagerernes oplevelse yderligere,« siger Stewart Wingate.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også