Blev solgt til Airbnb: Nu er hjemmesiden lukket
Gaest.com har lukket sin danske hjemmeside. Der er lukket for nye bookinger og brugere.
Det danske iværksætter-site Gaest.com, der i sin tid blev lanceret som et ’Airbnb for mødelokaler’, blev tidligere på året købt af netop Airbnb.
Og nu har den nye ejer lukket sin danske erhvervelse. Det skriver Standby.dk.
Gaest.coms hjemmeside er ikke længere tilgængelig. Her fremgår det, at selskabet ikke længere tager imod bookinger, fordi man er i gang med at blive »en del af Airbnb.«
»Over de næste måneder vil vi arbejde hårdt på at komme op og køre igen,« lyder det på hjemmesiden.
Samtlige brugere på Gaest.com mister deres profiler. Og det er ikke muligt at oprette nye af slagsen.
Konceptet hos Gaest.com har siden starten i 2015 været, at man kunne udleje sin havepavillon, en stemningsfuld kælder eller andre særlige lokaler til virksomheder, der manglede et mødelokale - eller var trætte af at bruge de samme hele tiden. Også hoteller og andre professionelle udlejere har brugt Gaest.com-portalen til at udbyde lokaler.
I alt var der over 3.000 mødesteder at vælge imellem i 17 forskellige lande, da hjemmesiden fortsat var aktiv.
Hvad der helt præcist skal ske med Gaest.com fremgår ikke. Men den nye ejer, Airbnb, har i forvejen sin egen version af konceptet, ’Airbnb for work’.
Salgsprisen blev ikke offentliggjort, da stifterne bag Gaest.com i januar solgte deres virksomhed til Airbnb.
»Vi er spændte på at blive en del af et af verdens mest innovative selskaber og blive en integreret del af deres mission om at gøre det lettere for erhvervsfolk at føle sig hjemme på arbejdet,« udtalte Anders Mogensen, direktør for Gaest.com og en af de to oprindelige stiftere.