Erhverv
0

Mike Dejworek deler gratis ferietips - og har tjent sin første million

En dansk iværksætter har gjort gode ferietips til sin levevej. Han står bag Rejsespejder med over 200.000 følgere på Facebook.

Rejsespejder deler gratis ferietips - og det er blevet en god forretning.
Foto: Screenshot Rejsespejder.dk

Den danske iværksætter Mike Dejworek er god til at finde billige rejser, hotel,- og flytilbud. Så god, at over 200.000 danskere følger ham på Facebook.

Faktisk har Mike Dejworek gjort sine mange gratis ferietips til en levevej. Han har netop rundet den første million i indtjening, siden han i 2016 stiftede selskabet bag Rejsespejder.

I 2018 stod der lidt over 300.000 kr. på bundlinjen, da alle regninger var betalt. Det bringer det samlede overskud i Rejsespejders levetid op på 1,1 mio. kr. Selskabet har haft overskud i alle tre år, det har eksisteret.

Mike Dejworek startede i sin tid Rejsespejder som en blog med rejsetips til venner og familie. Idéen var at finde gode tilbud i rejsebranchen og publicere dem på bloggen. Den idé skulle vise sig at blive populær.

I dag har Rejsespejder over 200.000 følgere på Facebook, og i takt med den stigende popularitet, har forretningsmodellen bag Rejsespejder ændret sig.

Hvor de mange rejsetips før blev delt gratis, modtager Mike Dejworek og Rejsespejder nu en lille procentdel fra rejseselskaberne, hver gang der bliver booket en rejse gennem siden.

Det blev i 2016 starten på selve virksomheden Rejsespejder ApS.

Ifølge Mike Dejworek kommer succesen udelukkende gennem høj troværdighed og mund til mund-metoden.

»Vores forbrugere stoler på os, og det gode rygte har hurtigt givet os succes. Vi finder kun rejser, der giver forbrugeren en høj værdi,« sagde han sidste år til Finans.

Rejsespejder ApS havde i seneste regnskabsår to fuldtidsansatte og et samlet lønbudget på 1,2 mio. kr. Der blev trukket 300.000 kr. ud som udbytte.

Egenkapitalen i Rejsespejder ApS er på 740.000 kr.

BRANCHENYT
Læs også