Erhverv
0

Kvickly er tæt på sit andet overskud nogensinde

Allan Kristoffersen, der er kædedirektør i Kvickly, melder om vækst, og det er vel og mærke en vækst, der overgår forventningerne i den Coop-ejede dagligvarekæde. Alt peger på overskud i år, lyder meldingen.

Foto: Mathias Christensen / Polfoto

Kvickly er en vigtig kæde for Coop, men det skyldes ikke, at kæden har bidraget med store overskud, siden det første varehus bød kunder velkommen den 9. november 1961 i Aalborg. Faktisk er det kun lykkedes én gang for Coops ellers stærke forretningsarme at løfte kæden op over hovedet og i plus.

Det var tilbage i 2015 under ledelse af Søren Steffensen, der nu er kædedirektør i Irma. Siden blev kæden igen tung og har på ny været et underskudsgivende bekendtskab, der i løbet af alle årene har kostet Coop flere milliarder kroner. Det er dog med alt sandsynlighed forbi i år. Det meddeler kædedirektør i Kvickly siden 2016, Allan Kristoffersen.

"2019 er gået rigtig godt hidtil og langt over vores forventninger. Vi har flere kunder, bedre kundetilfredshed, og vi har toplinjevækst. Samtidig har vi en markant ebit-forbedring på det første syv måneder i år sammenlignet med de første syv måneder i 2018," siger han og fastslår:

"Jeg kan ikke oplyse faktiske tal, men vi har en målsætning om, at Kvickly skal være en overskudsgivende kæde, og der er vi rigtig godt på vej." Kvickly var allerede tæt på at skovle et overskud i hus sidste år, men det måtte blive ved ambitionen. Nu skal meget dog gå galt for, at det ikke lykkes. "Vi er kun syv måneder henne, men alt peger på, at vi kommer til at blive en overskudsgivende kæde," siger han.

Allan Kristoffersen fremhæver, at man sidste år lagde kimen til den positive udvikling. Det handler derfor om at fastholde det, der virker.

Det er særligt Kvicklys delkoncepter som eksempelvis Brødcooperativet, der nu er implementeret i alle Kvickly-varehuse, der puster vind i sejlene.

"Den anden del er, at vi har omstillet flere huse til vores nyeste koncept, og de butikker klarer sig væsentligt bedre end vores ikke omstillede varehuse. Endelig har vi nogle dygtige medarbejdere og ledere i butikkerne, der gør en stor forskel derude," siger han om de vigtigste ingredienser bag fremgangen.

Allan Kristoffersen fortæller, at han indimellem i spøg bliver prikket på skulderen af kollegaer, der spørger om det hele ikke er lidt kedeligt. Intet kunne dog være mere forkert set fra hans bord.

"Opgaven lige nu er ikke at nyduvikle alt muligt, men at holde godt fast i det, vi kan se, virker, så vi fastholder vores kommercielle resultater, kundetilfredshed og ledelsestilfredshed ude i varehusene. Det handler kort sagt om at fastholde momentum," siger han.

Særligt delkoncepterne skal fastholdes. De er nemlig på flere parametre med til at holde kog i kæden. For det første skaber de markant vækst i de områder, som de bliver rullet ud, for det andet sender delkoncepterne et vigtigt signal over for kunder og medarbejdere.

"Det giver en tro på, at vi vil Kvickly, og vi vil investere i kæden. Det har mange gode sidegevinster, men det vigtigste er, at vi fornyer os over for kunderne," siger han.

Ved siden af delkoncepterne er Kvickly i gang med at modernisere alle kædens varehuse. Det er dog en stor opgave, der indtil videre har taget omkring tre år, og hvis tempoet fortsætter som hidtil, vil det tage adskillige år mere.

Ikke desto mindre er de moderniserede varehuse, der nu udgør cirka en tredjedel af butikkerne, meget bedre forretninger. De leverer simpelthen en bedre indtjening.

"Det er også en del af den vækst, vi har, at de ligger markant over resten af kæden," lyder det.

Delkoncepter som brødcooperativet er desuden en del af grundpakken i moderniseringerne, og derved er det også en måde at modernisere løbende, inden den helt store tur er nået forbi alle butikker.

"Det har vi valgt i stedet for, at vi omstiller og omstiller og tager varehus efter varehus, så der går år inden, at vi er nået hele vejen rundt, og moderniseringerne er forældede de steder, hvor vi har været først," siger han og fortsætter:

"På den her måde kommer vi hurtigere hele vejen rundt samtidig med, at vi engang i mellem tager de store omstillinger."

BRANCHENYT
Læs også