Erhverv

B&O-topchef takker nej til bonus efter skuffende år

Henrik Clausen, adm. direktør i Bang & Olufsen, takker nej til bonus i år efter nedjusteringer og skuffende resultater.

Henrik Clausen har været ansat som adm. direktør i B&O siden 2016.

Foto: Casper Holmenlund Christensen

Det bliver et pænt nej tak til den årlige bonus fra adm. direktør i Bang & Olufsen, Henrik Clausen.

Det skriver Børsen.

Beslutningen har Henrik Clausen selv taget efter et regnskabsår med »utilfredsstillende resultater,« og han er ikke den eneste. Både han og direktør for Brands & Markets, John Mollanger, har henvendt sig til bestyrelsen og meddelt, at de ikke ønsker en bonus i år.

En beslutning, som bestyrelsesformand Ole Andersen er godt tilfreds med.

»Jeg synes at det er meget positivt, og jeg synes også, at det er den rigtige beslutning,« siger han til Børsen.

Henrik Clausen har ikke selv villet udtale sig om beslutningen, men Ole Andersen understreger, at de to direktører selv henvendte sig efter et år med flere nedjusteringer.

»Inden vi nåede til evalueringen, meddelte de begge, at de ville fraskrive sig deres bonusser, fordi de mente, at resultaterne var så utilfredsstillende for 2018/2019, at det skulle vi ikke diskutere,« fortæller han.

B&O har på lidt over et halvt år måttet nedjustere tre gange. Både omsætningen og indtjeningen i det danske elektronikklenodie er under hårdt pres.

Overskuddet i seneste regnskabsår lød på 19 mio. kr., hvilket var et fald på 77 pct. fra regnskabsåret før.

Bestyrelsesformand Ole Andersen udtalte i sidste uge til Børsen, at bestyrelsen i B&O er klar til at snakke om salg af B&O, hvis en køber skulle melde sig på banen, men at man endnu ikke vil erklære virksomheden officielt til salg.

BRANCHENYT
Læs også