Erhverv

Optur for Kåre Schultz: Teva-aktien stiger markant efter milliardsag

En afgørelse i en retssag om overdosis-relaterede dødsfald i USA har fået investorerne i Teva til at købe op.

Israelske Teva ansatte i 2017 danske Kåre Schultz som adm. direktør. Foto: Lars Krabbe

Et milliardstort erstatningskrav til medicinalproducenten Johnson & Johnson har fået aktien til at stige markant hos Teva, der har danske Kåre Schultz som topchef.

Mandag tabte Johnson & Johnson en retssag i Oklahoma, hvor bl.a. medicinalvirksomheden Teva også var anklaget for at være ansvarlig i en opioid-krise i delstaten. Opioider er stærkt smertestillende medicin, herunder Oxycodon, som mange amerikanere i dag er afhængige af.

Teva har tidligere indgået et forlig på 572 mio. kr. i sagen. Men ifølge Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, kunne Teva have undgået forliget, hvis selskabet havde kendt udfaldet af Johnson & Johnsons retssag.

»Anklageren krævede 114 mia. kr., men Johnson & Johnson slap med 3,8 mia. kr. Jeg er sikker på, at Teva ikke havde indgået forlig, hvis de havde vidst, at de kunne slippe så let,« siger Per Hansen.

Per Hansen er derfor sikker på, at Teva fremadrettet vil gå i retten frem for at indgå forlig i de kommende retssager, og at virksomheden altså kan se frem til langt mindre erstatningsbøder - måske endda helt slippe for bøde i nogle stater.

Og det virker til, at investorerne har gjort sig samme tanke. Siden afgørelsen er Tevas aktiekurs nemlig steget med hele 6,35 pct. Kursstigningen kommer efter et stort fald som resultat af både opioid-sagen og en anden sag, hvor medicinalproducenten er anklaget for at have fikseret priser.

Teva Pharmaceuticals er israelsk, men har danske Kåre Schultz som adm. direktør. Af den grund har mange danske private investorer investeret i selskabet.

I starten af 1990’erne begyndte den såkaldte opioid-krise i USA. Her begyndte amerikanske læger rundhåndet at udskrive recepter på det smertestillende Oxycodon, efter hvad der beskrives som aggressiv markedsføring fra medicinproducenternes side.

Medicinen skabte afhængighed blandt forbrugerne, og i 2017 alene døde 70.000 amerikanere af en overdosis.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også