BREAKING

Ny streamingtjeneste i gang med at overhale Netflix

Streamingtjenesten Roku er allerede godt på vej til at overhale Netflix indenom.

Netflix kan risikere at lide under ny streamingstjenestes hastige fremgang. Foto: Reuters.

Netflix kan komme til at få en gedigen overhaling indenom af klassens nye dreng, Roku. Det skriver CNBC.

Den nye, amerikanske streamingkanal blev tilgængelig online i august 2018 og har allerede nu over 30 mio. brugere.

Roku vokser altså allerede hurtigere end Netflix, der på de første tre år som streamingtjeneste nåede 20 mio. brugere.

Væksten kan muligvis skyldes, at Roku er en gratis tjeneste. Der er nemlig, modsat mange andre streamingtjenester, fri adgang til det meste indhold fra store selskaber - dog med reklamer.

Ud over streaming af tv-serier og film kan man på Roku også se sport og få live-nyheder gratis.

Tjenesten indførte dog i begyndelsen af 2019 muligheden for, at brugere kan tilkøbe sig et premium-abonnement, der giver adgang til mere indhold fra f.eks. HBO.

Investeringsbanken William Blair spår, at Rokus hurtige startvækst kommer til at fortsætte, og at streamingtjenestens omsætning kommer til at overstige 30 mia. kr. inden 2025.

Ifølge William Blair kan Roku forvente at have over 80 mio. brugere inden 2025. Størstedelen af disse bliver amerikanere, men der forventes også en vis international opmærksomhed.

»Vi forudser, at Roku kommer til at opleve lignende stadier af international vækst, som Netflix gjorde,« siger Ralph Schackart, analytiker ved William Blair, til CNBC.

Roku så dagens lys i 2002, hvor virksomheden oprindeligt specialiserede sig i hardware til streaming, inden den i oktober 2017 lancerede sin egen streamingtjeneste, The Roku Channel.

BRANCHENYT
Læs også