Erhverv

Skogigant bandlyser læder fra Brasilien, så længe Amazonas står i flammer

Virksomheden nægter at »bidrage til miljømæssige skader i landet.«

Amazonas-området er noteret for det største antal skovbrande siden 2013. Foto: Lula Sampaio/AFP

En af USA's store skovirksomheder VF Corporation (VFC), der ejer mærker som bl.a. Vans, Timberland og The North Face, tager nu konsekvensen af, at hverken Brasilien eller det internationale samfund endnu har fået styr på de massive brande, der de seneste uger har hærget Amazonas.

Virksomheden bekendtgør således i en pressemeddelelse, at den øjeblikkeligt stopper med at importere og bruge læder fra Brasilien, indtil firmaet »stoler på og får en vished for, at de materialer, der bliver brugt i vores produkter ikke bidrager til miljømæssige skader i landet.«

Det skriver CNN.

Efterspørgslen på læder og oksekød har trukket store veksler på regnskoven, da kæmpe områder er blevet ryddet for at få plads til kvægfarme. Det har potentielt været medvirkende til at sætte gang i de omfattende brande, mener eksperter.

Beslutningen taget af VFC, der også ejer store mærker som Eastpak og JanSport, har givet genlyd i store dele af finansverdenen, men der er ikke meget, der tyder på, at Brasiliens præsident Jair Bolsonaro lader sig presse af udmeldingen.

Præsidenten har ifølge CNN så sent som tirsdag morgen nægtet at tage imod 20 mio. dollars, der blev samlet ind ved det seneste G7-møde i Frankring, som hjælp til brandslukningen, fordi han mente, at den franske præsident Emanuel Macron beskyldte ham for at lyve.

Den brasilienske præsident har dog efter en forbeholden undskyldning fra Macron udtalt, at han vil overveje at tage imod den økonomiske hjælp, ligesom han har taget imod en donation på 12 mio. dollars fra Storbritannien.

Amazonas, der strækker sig over otte lande og udgør hele 40 procent af Sydamerika, bliver ofte refereret til som "verdens lunger", fordi næsten 20 procent af den ilt, der produceres på jorden produceres her.

Indtil videre er næsten 80.000 brande målt i Amazonas, og forskere frygter at de store brande og den generelle udnyttelse af Amazonas kan have fatale konsekvenser for den globale opvarmning.

BRANCHENYT
Læs også