Erhverv

Fætter BR-konkurs i retten: Ansatte kræver bonus udbetalt

En række tidligere medarbejdere og deres fagforeninger har sagsøgt konkursboet efter legetøjskæmpen Top-Toy.

Fætter BR blev kort før nytår ramt af, at ejeren Top-Toy gik konkurs. Siden blev Fætter BR reddet af Salling Group, som købte Fætter BR-brandet ud af konkursboet. Foto: Anthon Unger

En principiel sag om fastholdelsesbonusser i konkursramte Top-Toy skal nu afprøves i det danske retssystem.

Flere fagforeninger har sagsøgt konkursboet efter Top-Toy, der stod bag legetøjskæderne Fætter BR og Toys ”R” Us i Norden. Fagforeningerne Lederne og Krifa bekræfter, at de er med i søgsmålet.

Det sker på vegne af tidligere ledende medarbejdere i legetøjskoncernen. Medarbejderne mener at have tre måneders løn til gode i bonus.

»Jeg kan bekræfte, at der nu verserer retssager,« siger advokat Søren Aamann Jensen fra Kromann Reumert, der er kurator i Top-Toys’ konkursbo, hvor der er en samlet gæld for omkring 2,2 mia. kr.

Grundet søgsmålet vil kuratoren dog ikke udtale sig yderligere på nuværende tidspunkt. Det vil til gengæld gerne Carl Søndergaard Madsen, advokat i Krifa.

»De berørte medarbejdere har opfyldt deres del af bonusaftalen og bør derfor få bonussen udbetalt. Men kurator er åbenbart ikke enig,« siger han.

Stridens kerne går på, at der i november 2017 blev lavet en lang række aftaler med forskellige typer ansatte i Top-Toy om, at de ville få en bonus, hvis de stadig var ansat i koncernen i begyndelsen af 2019.

Men da Top-Toy nåede at gå konkurs inden, mener kuratoren ikke, at han er forpligtet til at videreføre bonusaftalerne, også selvom de berørte ansatte fortsatte med at arbejde for konkursboet forbi den dato, der ville udløse bonussen.

Tilbage i maj fortalte kurator Søren Aamann Jensen om det massekrav, der var blevet anmeldt om fastholdelsesbonusser, og som han havde afvist.

»Der er noget meget principielt over denne sag om fastholdelsesbonusser. Nu skal de ansatte og fagforeningerne, der har fremsat kravet, tage stilling til, om de vil stævne os for domstolene. Det er vores indtryk, at det vil ske, og jeg tror, at sagen går hele vejen til Højesteret,« sagde han.

Hvor stort det samlede krav er eller hvor mange medarbejdere, det konkret drejer sig om, havde Søren Aamann Jensen fra Kromann Reumert ikke noget overblik over dengang.

Men han vurderede, at det drejer sig om 10-20 personer i hvert af de fem nordiske lande, hvor Top-Toy var til stede. Bonusaftalen svarer typisk til tre måneders løn og er ikke dækket af Lønmodtagernes Garantifond.

Kuratoren afviste kravene om fastholdelsesbonusser på et fordringsprøvelsesmøde i København i maj.

Ifølge Søren Aamann Jensens opfattelse er der sket en ændring i konkursloven, som åbner for, at bonusaftaler er et simpelt krav frem for et massekrav i et konkursbo. Massekrav er de krav, der kommer først, når der skal udbetales penge fra et konkursbo.

Top-Toy, der beskæftigede omkring 3.000 ansatte, kom den 30. november 2018 med den overraskende melding, at den ville gå i rekonstruktion. Anledningen var et årsregnskab, hvor det havde været nødvendigt at nedskrive værdien af Top-Toys værdier så voldsomt, at egenkapitalen i selskabet var glødende negativ.

Storaktionæren EQT og stifterfamilien Gjørup kunne ikke enes med bankerne om, hvor mange penge selskabet kunne låne, og hvor meget mere kapital de to ejere var villige til at skyde ind.

Rekonstruktionen slog dog fejl, og i stedet endte det i en konkurs kort før nytår. Omkring tre uger efter købte Salling Group det danske varelager og rettighederne til Fætter BR-brandet.

BRANCHENYT
Læs også