Erhverv

Succesfuldt dansk tøjmærke solgt

Baum und Pferdgarten har på få år mangedoblet overskuddet. Nu er det danske tøjmærke solgt.

Teis Bruun står i i spidsen for mode- virksomheden Baum und Pferdgarten, som nu skifter ejer. Foto: Gregers Tycho

Det succesfulde danske modehus Baum und Pferdgarten, der sidste år tjente knap 30 mio. kr., skifter ejer.

Kapitalfonden Verdane har købt 51 pct. af modehuset, som indtil nu har været ejet af brødreparret Teis og Bjørn Bruun og de to stiftere, Rikke Baumgarten og Helle Hestehave.

I en pressemeddelelse skriver parterne, at investeringen fra Verdane skal sikre, at Baum und Pferdgarten fortsætter med lige så hastige skridt som hidtil.

»Vi ser stor international efterspørgsel på dansk mode lige nu, og der er altså derfor stort potentiale for både online såvel som offline salg. En af vores hovedprioriteter bliver at sikre, at Baum und Pferdgarten kan levere en omnichannel-oplevelse til dets voksende antal kunder,« siger Martin Welna, der står i spidsen for kapitalfonden.

Hvad er omnichannel?

Omnichannel er et relativt nyt marketingbegreb.

Begrebet dækker over et forsøg på at give kunder én sammenhængende handelsoplevelse uanset hvilken af virksomhedens ’kanaler’, kunden besøger.

Kunden skal altså kunne genkende brandet uanset om denne besøger butikken fysisk, online, på sociale medier eller i andre lande.

Adm. direktør i Baum und Pferdgarten, Teis Bruun, er enig i den internationale vision.

»Fremadrettet vil vi fortsætte med at udvide internationalt med særlig fokus på det amerikanske marked,« siger han.

Teis og Bjørn Bruun købte sig ind i Baum Und Pferdgarten i 2009, da selskabet var i krise. I dag har modefirmaet stor succes, og sidste år voksede overskuddet til rekordhøje 29 mio. kr.

Modehuset åbnede sidste år Baum und Pferdgarten Inc. i New York og har planer om at lancere en japansk hjemmeside i oktober.

Brødrene Bruun og de to stiftere beholder deres ejerandel på 49 pct. Hvor meget Verdane har betalt for de resterende 51 pct. er hemmeligt.

Baum und Pferdgarten blev grundlagt i København i 1999 af Rikke Baumgarten og Helle Hestehave og kan i dag findes hos forhandlere og stormagasiner i over 30 lande.

FINANS giver dig overblik
Erhvervslivet og verden er i forandring i disse dage, hvilket har betydet store omvæltninger og en stor strøm af nyheder. Vi udvælger hver dag de væsentligste erhvervsnyheder og samler dem i vores nyhedsbreve.
Tilmeld dig her
BRANCHENYT
Læs også